Kolding Netavis

Bastian Buus optimist inden Porsche-ræs på Red Bull Ring

Foto: Porsche Motorsport.

Bastian Buus kom godt fra start med et podieresultat i sæsonpremieren på Porsche Carrera Cup Deutschland, og nu fortsætter den 18-årige racerkører sin jagt på mesterskabspoint i anden afdeling på Red Bull Ring.

Det er med et håb om nye topresultater, at Bastian Buus fra Nr. Bjert denne weekend stiller op til anden afdeling af den benhårde Porsche Carrera Cup Deutschland på Red Bull Ring. Den 18-årige Allied-Racing-kører kommer direkte fra en afdeling af det franske Carrera Cup-mesterskab på Magny-Cours, hvor det blev til en tur på podiet, og derfor er momentet højt.

-Vi har kørt nogle gode tests forud for weekenden, og alt ser fornuftigt ud. Red Bull Ring er en ekstremt hurtig bane uden særlig mange sving, så omgangstiderne er tætte, og der var omkring halvanden tiendedel fra nummer to til nummer otte i den sidste session. Til gengæld er det en bane med rigtig gode overhalingsmuligheder, så jeg forudser bestemt et spændende løb. Som altid er målet at ramme den perfekte kvalifikation. En startposition langt fremme gør en kæmpe forskel i den her serie, så vi skal være skarpe. Efter første afdeling holder jeg en femteplads i mesterskabet, så vi skal som udgangspunkt bare have nogle point med videre. Det vil være fedt med endnu et topresultat og et podie, men vi må tage det, som det kommer. Jeg føler, at vi er dér, hvor vi skal være, og jeg glæder mig til at komme på banen, lyder det fra Bastian Buus.

Anden afdeling af Porsche Carrera Cup Deutschland på Red Bull Ring skydes i gang med kvalifikation og første løb afvikles lørdag. Weekendens andet og sidste løb flages grønt i morgen, søndag. Alle løb kan følges live på YouTube. Løbene starter både lørdag og søndag klokken 14.40.

Tagget med:
Del denne artikel