Kolding Netavis

Bastian Buus indleder kampen om Porsche Supercup-trofæet i Monaco

Foto: Porsche Motorsport.

Et mesterskab er målet for den danske Porsche Junior, som stiller op til premieren på 2023-udgaven af Porsche Mobil 1 Supercup i Monaco i pinseferien.

Der er lagt i ovnen til et brag af en premiere, når årets første afdeling af Porsche Mobil 1 Supercup finder sted i forbindelse med Formel 1-løbet i Monaco i pinsen. Sæsonåbneren på det prestigefyldte Porsche-mesterskab skulle ellers have været afviklet på italienske Imola i sidste weekend, men aflysningen grundet de massive oversvømmelser i regionen flyttede altså løbet til det berømte fyrstedømme.

2023 05 bastian buus psc monaco 2
Foto: Porsche Motorsport.

For den danske Porsche Junior, Bastian Buus fra Nr. Bjert ved Kolding, bliver Monaco-løbet første udfordring i et mesterskab, som den 19-årige racerkører har som ambition at vinde. Buus sikrede sidste år rookietitlen i den benhårde Supercup-serie, og danskeren ser frem til at begynde året i de berygtede gader.

-Jeg glæder mig til at komme tilbage til Monaco, hvor kombinationen af fantastisk stemning og fedt ræs gør banen til højdepunktet på min sæson. Jeg havde debut i Monaco sidste år, og jeg fandt mig ret hurtigt tilpas i gaderne, men formåede desværre ikke at udnytte min gode fart efter en uheldig kvalifikation. Det er en snæver bane, som er svær at overhale på, og derfor er en god kvalifikation enormt afgørende for løbsresultatet. I år er jeg ikke længere debutant og kan tage hul på weekenden med erfaring fra sidste år og dermed lægge alt fokus på en optimal kvalifikation, lyder det fra Bastian Buus i en pressemeddelelse.

-Derudover er jeg glad for at være tilbage i kampen sammen med BWT Lechner Racing, som hjalp mig til at nå mit mål sidste år. Ambitionen for denne sæson er naturligvis at sikre det generelle mesterskab, siger Buus videre.

2023 05 bastian buus psc monaco 7
Foto: Porsche Motorsport.

Første afdeling af 2023-udgaven af Porsche Mobil Supercup flages grønt søndag den 28. maj, hvor der køres 17 omgange. Porsche Mobil 1 Supercup bliver sendt på TV 3 Sport og Viaplay samt på F1 TV og Eurosport, mens livetiming kan følges direkte på seriens website.

Del denne artikel