Kolding Netavis

Bastian Buus efter debut i 24-timersløb: -Den vildeste oplevelse nogensinde

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Motorsport
Bastian Buus kan nu krydse sit første 24-timersløb af på listen over motorsportspræstationer. Foto: Bastian Buus Racing.

Bastian Buus gennemførte søndag aften sit første 24-timersløb, da han sammen med teamkammeraterne fra Porsche-teamet Allied-Racing krydsede målstregen på Spa-Francorchamps efter et døgn med fuld gas på action og dramatik.

Bastian Buus kan nu krydse sit første 24-timersløb af på listen over motorsportspræstationer. Den 18-årige danske Porsche-kører fra Nr. Bjert ved Kolding gennemførte søndag aften det benhårde 24-timersløb på Spa-Francorchamps sammen med sit tyske team, Allied-Racing, og teamkammeraterne Lars Kern, Julien Apothéloz og Arno Santamato.

Det belgiske racerløb har gennem årtier udviklet sig til en langdistanceklassiker og det ultimative opgør for GT-biler, og da det både var debut for Buus og samtidig teamets første deltagelse i et 24-timersløb, var der lagt i ovnen til en udfordring af de svære.

Holdet formåede ikke desto mindre at gennemføre løbet i første hug og slutte på en generel 27. plads og en 9. plads i Silver Cup-klassen i et samlet felt på 58 biler. En godkendt præstation, som bestemt ikke var uden udfordringer, da årets 24-timersløb på Spa-Francorchamps bød på voldsomme vejrskift og adskillige ulykker, hvor ingen kørere dog kom til skade.

Samtidig blev firkløveret undervejs reduceret til et trekløver, da franske Arno Santamato trak sig fra løbet få timer inde i ræset, hvilket betød ekstra arbejde til Bastian Buus, Lars Kern og Julien Apothéloz.

Bastian: -Den vildeste udfordring nogensinde

-Jeg kan uden sammenligning kalde det for den vildeste, hårdeste, mest udmattende og samtidig mest lærerige udfordring, jeg indtil videre har oplevet. Efter en svær forberedelse, hvor vi ikke helt lykkedes med at finde den fart, vi havde håbet på, havde vi ét mål med løbet, og det var at overleve alle 24 timer. Det lykkedes, endda med en slutposition 20 pladser højere, end vi startede, men kun takket være en kæmpe indsats fra alle og én på teamet og ikke mindst en fantastisk opbakning fra mine sponsorer. Jeg er enormt glad og stolt over at have været med til at sikre holdets første gennemførelse af et 24-timersløb, lyder det fra Bastian Buus.

Næste opgave for Bastian Buus er sjette afdeling af Porsche Carrera Cup Deutschland, hvor danskeren i øjeblikket holder en andenplads i rookiemesterskabet.

Sjette afdeling skulle have været afviklet allerede den kommende weekend på Nürburgring, men grundet voldsomme oversvømmelser i området er eventen imidlertid blevet aflyst, og en alternativ dato og lokation afventes.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel