Kolding Netavis

Bank åbner dørene i nye lokaler

Efter en veloverstået flytning i januar er Spar Nord Kolding nu klar til at lukke dørene op for familie, venner, kolleger og kunder, når de byder inden for til en oplevelse i særklasse i deres nye områdehovedkontor på Skovvangen.

Ambitionerne er ikke til at tage fejl af i Spar Nord Kolding, der det seneste år har arbejdet målrettet på opførelsen af et nyt områdehovedkontor. Det handler om at give kunderne en oplevelse i særklasse, når de kommer ind i banken. Derfor glæder det nu banken at kunne åbne dørene og byde inden for i de helt nye lokaler på Skovvangen, som fremover skal omgive Spar Nord Kolding. Det skriver banken i en pressemeddelelse.

Familie, venner, kolleger og kunder inviteres hermed til åbent hus fredag den 1. marts fra kl. 14.00 – 17.00. Om arrangementet fortæller direktør i Spar Nord Kolding Bjarne Claussen:

– Tanken er at få nogle hyggelige og uformelle timer sammen, hvor folk har mulighed for at se vores nye bygning og hilse på alle medarbejderne i banken. I samme ombæring er der sørget for en konkurrence, hvor man kan vinde spændende præmier og noget godt til både ganen og ørene, siger han og fortsætter:

– Fredag eftermiddag kan for mange være en anelse hektisk med afrunding af arbejdsugen og afhentning af børn, og derfor har vi også sørget for underholdning til børnene i form af ansigtsmaling og ballondyr. Der er derfor rig mulighed for at få en hyggelig eftermiddag sammen, inden vi alle går på weekend.

Arrangementet finder sted på Skovvangen 37 i Kolding fra kl. 14.00-17.00, og alle er velkomne til at komme forbi til en rundtur.

Tagget med:
Del denne artikel