Kolding Netavis

Bæredygtigt bymiljø blomstrede ved stor turnering

I otte uger har elever fra en række skoler arbejdet med temaet “City Shaper”, og lørdag kulminerede forløbet med en stor turnering på Hansenberg i Kolding.

De havde ventet på dagen i ugevis, og lørdag kunne i omegnen af et par hundrede elever fra Fjordbakkeskolen, Munkevængets Skole, Erritsø Fællesskole, Specialcenter Vonsild, Løsning Skole, Hældagerskolen og Kolding Realskole rykke ind på erhvervsskolen Hansenberg.

Her deltog de turneringen First LEGO League (FLL), som er en global konkurrence, hvor deltagerne arbejder med innovation, forskning, teknologi, design og programmering. Alt sammen for at øge interessen for naturfag og teknologi blandt unge mennesker.

Og den målsætning faldt i god jord hos Rune Poulsen, der underviser i matematik, geografi, fysik og kemi på Kolding Realskole – og som var holdleder for et af skolens to hold ved FLL:

– Eleverne får nogle kompetencer inden for samarbejde og programmering. De har arbejdet med bæredygtig energi i otte uger, mens vores andet hold har arbejdet med fødevarer. De har kigget på det, de selv syntes, var interessant.

– Jeg har været med ved FLL på Hansenberg de seneste to år, og det er en rigtig god oplevelse for eleverne. De liver op sådan en dag, hvor de er på. De kommer ud og præsenterer og præsterer, fortalte Rune Poulsen.

Turneringen på Hansenberg var kulminationen på et forløb på otte uger, hvor deltagerne har arbejdet med temaet “City Shaper” – et bæredygtigt bymiljø.

Elever løser problemer

Det, at eleverne arbejder med et naturfagligt emne i en længere periode, inden de præsenterer deres projekt foran et dommerpanel, er en af de ting ved FLL, som udviklingschef på Hansenberg Carsten Schmidt fremhæver:

– Deltagerne har fokus på at finde en konkret løsning og på at forstå teknologien. De taler ikke bare om bæredygtighed – de gør noget. De ser, at nogle ting kan gøres anderledes. Det hele kulminerer med, at man møder andre deltagere – og sammen fejrer de flotte projekter. FLL er en rigtig god indgangsvinkel til de naturvidenskabelige og praktiske fag.

Ud over at præsentere flotte projekter, skulle holdene også klare en række opgaver på en bane ved hjælp af en LEGO Mindstorms-robot, som de selv havde designet, bygget og programmeret.

Og foran et begejstret publikum var det et hold fra Erritsø Fællesskole afdeling Højmosen, som blev kåret til First LEGO League Champion 2019.

Holdet er dermed inviteret til at deltage i den skandinaviske finale, der i år finder sted i Roskilde.

Det er fjerde år i træk, at Kolding Kommune/Pædagogisk Center Kolding og Hansenberg i samarbejde udbyder First LEGO League.

Tagget med:
Del denne artikel