Kolding Netavis

Bæredygtighed kan være en vej tilbage på jobmarkedet

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kolding
-Vi vil rigtig gerne i dialog med virksomhederne om, hvordan Job7 kan hjælpe dem med at arbejde videre med bæredygtighed, forklarer Christian Aagaard Christensen og Britt Wendelboe ved konferencen. Foto: Maria Tuxen Hedegaard.

Hvad betyder kravene om bæredygtighed for den enkelte virksomhed? Og hvordan kan de lokale jobcentre hjælpe med at opfylde de krav?

Det var temaet for konferencen ”Bæredygtighed med nye perspektiver”, som Job7-samarbejdet afviklede i denne uge fælles med Business Kolding og IBA Erhvervsakademi Kolding.

Konferencen fyldte auditoriet på IBA, så interessen var stor blandt job- og virksomhedskonsulenterne i de syv kommuner, som samarbejdet favner.

-Ingen bliver eksperter inden for bæredygtighed i løbet af en formiddag. Men vi kan kradse i lakken, så vores konsulenter har mere viden og et fælles ståsted, når de skal ud og i dialog med virksomhederne, fortæller Christian Aagaard Christensen, i en pressemeddelelse.

Han er uddannelseskoordinator i Jobcenter Kolding.

Der var stor søgning til konferencen, som er arrangeret af Job7, Business Kolding og IBA. Foto: Maria Tuxen Hedegaard.

Job7 vil gerne hjælpe virksomhederne at løse de opgaver, som det kræver at arbejde med bæredygtighed. Det handler om at finde ledige med de rette kompetencer – eller hjælpe dem med opkvalificering.

-Som et eksempel har vi gang i et projekt lige nu, hvor vi er ved at opkvalificere 15 ledige til højspændingsmontører. De skal bruges i forbindelse med etableringen af et stort solcelleanlæg i Kolding, fortæller afdelingsleder Britt Wendelboe, som er medlem af styregruppen hos Job7.

Brug for dialog

Hun nævner et andet frisk eksempel, hvor Job7 er gået i samarbejde med 25 virksomheder om at opkvalificere ledige til bæredygtighedskoordinatorer. Undervisningen foregår i et samarbejde med IBA.

-Vi vil rigtig gerne arbejde med opkvalificering – både af ledige og folk, som allerede er i ansættelse. Og derfor er der brug for, at vores konsulenter får en dialog med virksomhederne om, hvad det er for kompetencer, de er på udkig efter derude, siger Britt Wendelboe.

På konferencen var der også indlæg af CEO Stig Krogh-Pedersen, som fortalte om arbejdet med bæredygtighed i hans virksomhed – Elektro-Isola fra Vejle.

Han roser initiativet med tirsdagens konference:

-Bæredygtighed rummer mange udfordringer og opgaver. Og derfor kan det også være en vej tilbage på jobmarkedet, for den som har de rette kompetencer, slutter han.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel