Kolding Netavis

Badevandet ikke ramt af alge-problemer

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kolding

Badevandet omkring Kolding er ikke ramt af algeproblemer.

Store forekomster af blågrønne alger har fået myndighederne til at fraråde badning ved flere danske strande og søer. I Kolding er der foreløbig ingen tegn på opblomstring af alger, der kan forårsage sundhedsproblemer for både mennesker og dyr. Det oplyser Kolding Kommune.

– Vi tjekker løbende badevandskvaliteten ved vores strande og i Skærsø, og foreløbig har vi ikke konstateret nogen form for opblomstring af alger, fortæller miljøsagsbehandler Dariush Hakimi fra Kolding Kommune.

Alger trives ved høje temperaturer og stille vejr, så vejrforholdene i år er gunstige for alger. Derfor er det en god ide at holde øje med, hvordan badevandet ser ud, før man bader – og så i øvrigt bruge sin sunde fornuft.

– Det er meget tydeligt, når der er mange alger, og som regel vil man slet ikke have lyst til at bevæge sig ud i vandet, siger Dariush Hakimi.

Gode algeråd

Miljøstyrelsen har en række gode algeråd for både dyr og mennesker. Følger man dem, mindsker man risikoen for, at badeturen ender med irritation, kløe eller måske diarre. Et af rådene lyder: ”Gå ud i vandet til knæene og kik på dine fødder. Hvis du ikke kan se dem, kan vandet være så fyldt med alger, at du ikke bør bade.”

Hvis kommunen konstaterer alger i badevandet, bliver det med det samme meldt ud på kommunens hjemmeside og Facebook, og der bliver sat skilte op på stedet.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Del denne artikel