Læserbrev af Jørn Chemnitz (SF), formand Klimaudvalget, Ejstrup Vang 6, 6000 Kolding og Susanne Stenstrop Thorsen (SF), medlem af Sundhedsudvalget, Tvedvej 50, 6000 Kolding.
Du bliver, hvad du spiser.
Sådan sagde man i 80’erne, og her er vi klar med en ny tilføjelse: Klimaet bliver, hvad du spiser.
Sundhed og klima går nemlig hånd i hånd, når vi taler om fødevarer. Derfor har byrådet i samarbejde med Koldings borgere og lokale aktører udviklet en ambitiøs fødevarestrategi, som forhåbentlig både vil fremme folkesundheden og mindske kommunens samlede Co2-udledning.
Vi skal tage ansvar hele vejen rundt i fødekæden – fra jord til bord. Vi skal styrke den bæredygtige fødevareproduktion, gøre det lettere for os alle at træffe sunde valg og komme det voldsomme madspild til livs.
Og nej, det lyder ikke helt nemt. Derfor er der heller ikke en udløbsdato på strategien. Men der er til gengæld et væld af konkrete, positive initiativer klar til at blive sat i gang, så vi sikrer os, at det ikke bare bliver tomme ord.
Hos os i SF er både sundhed og klima hjertesager. Derfor ser vi med stor glæde frem til fødevarestrategiens vedtagelse og implementering, og vi håber, at alle vores medborgere tager positivt imod de nye tiltag.
Lad os sammen tage ansvar for både vores helbred og planeten.