Kolding Netavis

Autocentralen køber to bilhuse

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Erhverv
Sølvsten bliver en del af Autocentralen-koncernen. Fra venstre er det direktør Steffen Christensen og servicechef Michael Mortensen fra Sølvsten, direktør Anders Jensen, grundlægger Knud Jensen samt driftsdirektør Henrik Brøchner Jensen fra Autocentralen. PR-foto.

Autocentralen, en af Danmarks største bilkoncerner, har erhvervet Sølvsten, der driver to autoriserede bilforretninger i Skive og Viborg. Med denne overtagelse etablerer Autocentralen sig som landets ubestridt største private forhandler af bilmærkerne Cupra, Seat, Skoda og Volkswagen.

Fra den 1. januar 2025 vil de to Sølvsten-bilhuse i Skive og Viborg blive en del af Autocentralen, der hidtil primært har haft aktiviteter i Syd- og Sønderjylland samt i hovedstadsområdet. Dette betyder, at det velkendte Autocentralen-logo snart vil pryde facaderne på bilforretningerne i de to midtjyske byer.

-Forudsætningerne for at drive en bilforretning ændrer sig hastigt, og med hård konkurrence og pres på marginerne er der et stort behov for at øge salget. Vi tror på, at tiden er rigtig til at tage dette næste store skridt i virksomhedens historie, fortæller Steffen Christensen, direktør i Sølvsten, i en pressemeddelelse.

De to Sølvsten-bilhuse vil fortsat forhandle og servicere de nuværende bilmærker, således vil Sølvsten Skive fortsat være autoriseret forhandler af Skoda og Volkswagen, mens Sølvsten Viborg vil forhandle Cupra, Seat, Skoda, Volkswagen og være Audi Service Partner.

Autocentralen driver i forvejen seks bilhuse i henholdsvis hovedstadsområdet og Syd- og Sønderjylland – og i samtlige forretninger er Autocentralen autoriseret forhandler af Volkswagen. I fire bilhuse er der desuden Cupra, Seat og Skoda på menuen, mens koncernen i forvejen er Audi Service Partner i tre byer. Samlet går Autocentralen altså fra seks til otte Volkswagen-bilhuse, når Konkurrencestyrelsen har godkendt opkøbet.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Del denne artikel