Læserbrev af Villy Søvndal (SF), borgmesterkandidat og regionsrådsmedlem, Gl. Bjert 39c, 6091 Sdr. Bjert.
Socialminister Astrid Krag har i artikler, indlæg, samråd og på talerstolen igen og igen sagt, at problemerne på handicapområdet i høj grad skyldes for få penge.
Kommunernes Landsforening, KL, havde bedt om 5,5 mia. til området. Men det blev et stort 0 til handicapområdet i den nye kommuneaftale. Det er fakta.
Derfor bliver jeg faktisk vred, når Astrid Krag påstår, at der er afsat 600 millioner og på twitter skriver, at ”vi sætter velfærden først”.
Jeg kan godt forstå Thorkild Olesen fra Danske Handicaporganisationer, når han kalder det ”en fuckfinger til de handicappede”.
Hvorfor i alverden vil regeringen ikke afsætte flere penge, så det bliver muligt for kommunerne at levere god og ordentlig hjælp til mennesker med handicap?
Jeg synes, at regeringen med socialministeren i spidsen vender ryggen til de mange mennesker, der lever med handicap og deres pårørende.
Sammen må vi kæmpe videre og forsøge at få Astrid Krag og resten af regeringen til at indse, at hun fremstår som ”komiske Ali”, og at hun lukker øjnene for dem, det handler om. De sårbare mennesker, som kommunerne nu ikke har penge til at tage sig af.
Vi SKAL have ordentlige og værdige forhold for mennesker med handicap.