Det sker efter en fælles beslutning.
Når sæsonen i 1. division genoptages, bliver det uden Kolding IFs nuværende assistenttræner, Erik Ernesto Nielsen. Han forlader nemlig klubben, oplyser Kolding IF på deres hjemmeside.
Den 33-årige argentinskfødte træner har i samarbejde med klubben valgt at ophæve den nuværende kontrakt. Afskeden kommer i kølvandet af Kolding IFs store organisationsrokade, der også har haft indvirkning på trænerstaben, hvor Erik ikke har ønsket at forsætte i en anden rolle for klubben.
Erik Ernesto Nielsen har været assistenttræner siden januar 2018 og har haft stor andel i klubbens nyere succes, hvad særligt angår oprykningen til 1. division. En kapacitet klubben kommer til at savne.
– Vi har været utrolig glade for at have Erik i klubben, hvor han både har sat sit aftryk på og udenfor banen. Vi kommer til at savne Erik og ønsker ham alt det bedste for fremtiden, fortæller teknisk chef i Kolding IF, Frederik Lund.
Situationen betyder, at Morten Mølkjær kommer til at løfte trænergerningen med Niki Zimling på siden, der for fremtiden vil agere udviklingschef.