KIF Kolding tager afsked med Torben Sørensen.
Assistenttræner Torben Sørensen har valgt at stoppe i KIF Kolding til sommer, oplyser KIF Kolding.
-Vi har været utrolig glade for det store arbejde Torben har lagt i klubben og ikke mindst i moderklubben på vores talenttræninger og U23 hold, som denne sæson er rykket op i 2. division. Han bærer samtidig et stort ansvar i sikringen af KIF Koldings ligadeltagelse til næste sæson og vi ønsker ham al held og lykke med hans fremtidige projekter, fortæller direktør i KIF Kolding, Christian Hjermind.
-Det har været en god oplevelse at være en del af KIF Kolding. Dog har denne sæson været hård på mange måder, både på og udenfor banen, og derfor har jeg taget denne beslutning.
Jeg har nydt at tage del i klubbens mange projekter, heriblandt talentudviklingen af klubbens egne ungdomsspillere, og ikke mindst at være en del af overlevelse i ligaen, og oprykningen med U23 holdet til 2. division, siger Torben Sørensen og tilføjer:
-Jeg har nu valgt at søge nye veje, men ønsker klubben, spillerne, staben, administrationen og ikke mindst de trofaste fans al det bedste i fremtiden.