Kolding Netavis

Asbest: Samler udlevering af bigbags til to genbrugspladser

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kolding
Udleveringen af bigbags samles på Kolding Syd (Gejlhavegård) og Kolding Nord (Bronzevej) genbrugspladser. Foto: Kolding Kommune.

For at forbedre servicen og give mere præcis vejledning, samler Kolding Kommune nu udleveringen af bigbags til asbestaffald på Kolding Nord og Kolding Syd genbrugspladser. Fra 1. januar 2025 skal al asbestarbejde udføres af professionelle.

Det er en ændring fra dagens regler, hvor private selv kan fjerne asbestmaterialer, når arbejdet udføres udendørs. Kolding Kommune modtager mange spørgsmål om de nye regler, og der er stor interesse for at få asbest hentet i øjeblikket.

Derfor samles udleveringen af bigbags på Kolding Syd (Gejlhavegård) og Kolding Nord (Bronzevej) genbrugspladser, så borgerne kan få mere vejledning om affaldshåndtering. Hvis du allerede har bestilt bigbags til afhentning på mindre genbrugspladser i Vamdrup, Lunderskov eller Christiansfeld, kan du stadig hente din bestilling der.

-Den seneste uge har vi modtaget 72 bestillinger og udleveret 257 bigbags. I september 2024 blev der hentet 2,5 gange så meget asbestaffald som i september 2023, forklarer Helle Nielsen, miljøkonsulent i kommunens afdeling for affald, Redux – Affald og Genbrug, i en pressemeddelelse.

Kolding Kommune fortsætter med, at hente asbest hos borgerne i 2025. Den nuværende ordning for afhentning af tagplader af fibercement med og uden asbest fortsætter mindst hele året 2025.

Borgere i Kolding Kommune betaler ikke ekstra for denne ordning, mens virksomheder bliver faktureret for mængder og antal bigbags.

Alle fem genbrugspladser i Kolding Kommune modtager stadig mindre mængder asbest, op til 50 kilo ad gangen og altid pakket i to lag plastik hjemmefra.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Del denne artikel