Kom til et forfatterarrangement om den danske slavehandel fra Guldkysten i 1700-tallet.
Litteratur6000 arrangerer et forfattermøde med den bogaktuelle Jonas Eriksson på Kolding Bibliotek. Det foregår tirsdag den 3. oktober fra klokken 19-21.
Oplev Jonas Eriksson fortælle om sin debutroman, Vejen hjem, om den unge teologistuderende Thomas, der i 1700-tallet sendes til Guldkysten og involveres i dansk slavehandel.
Hør om Jonas Erikssons vej til at debutere, om skriveprocessen og hans tilgang til det at skrive. Hør også om, hvordan han drager nytte af et omfangsrigt liv, når han sætter sig til tastaturet. Han har blandt andet boet på børnehjemmet Godhavn, været til søs og læst historie på Københavns Universitet.
Drømmen om at bryde fri af sin stand sender en ung mand fra 1700-tallets København til Den danske Guldkyst. Thomas er teologistuderende og en ung mand med store drømme. Da hans mor dør, mister han midlerne til at fortsætte sine studier, men til hans held træder enkefru Dorothea Kragh, en af rigets mest magtfulde skikkelser, ind i hans liv.
Enkefruen tilbyder ham en stilling som regnskabsassistent i Vestindisk-Guineisk Kompagni på den afrikanske guldkyst. Varetager han hendes interesserer i to år, lover hun at betale for hans uddannelse ved hans hjemkomst. Og selv om Thomas intet ved om det fremmede kontinent, eller om den handel han skal tage del i, takker han ja til hendes tilbud. Han påmønstrer fregatten Leonora som tutor for børnene i en adelig familie, og snart har den smukke elev, Natalie, sat gang i hans fantasier om et fremtidigt liv, hvor én som hun vil være inden for hans rækkevidde. Efter 6000 farefulde sømil når Thomas den afrikanske kyst, men intet er, som han havde forestillet sig. Magtspil og kærlighedsintriger tvinger ham på en rejse ind i landet, der forandrer alting for altid.
Bogen har fået flotte anmeldelser, som bl.a. lægger vægt at Jonas Erikssons research er grundig, og hans evne til at tegne scener og karakterer bemærkelsesværdig.
Arrangementet foregår tirsdag den 3. oktober klokken 19-21 på Kolding Bibliotek. Billetter kan købes her.