Kolding Netavis

Arendt – at se i mørke

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kolding
"Arendt - at se i mørke". Foto: Emilia Therese.

Lørdag den 26. oktober præsenterer Kolding Teaterforening dramaet “Arendt – at se i mørke”, der handler om filosoffen Hannah Arendts liv og tanker. Forestillingen bliver vist på Kolding Egnsteater.

Hannah Arendt er først og fremmest kendt for sin intense interesse i og undersøgelse af overgrebene mod den jødiske befolkning under nazisternes regime i Tyskland. Ina-Miriam Rosenbaum har med stor succes spillet Hannah Arendt i stykket på Odense Teater.

Odense Teater beskriver stykket således:

“Vi møder den aldrende filosof Hannah Arendt i 1975. Hun er i København for at modtage Sonningprisen. Stemmer fra fortiden driver hende rundt i en hurtig, fysisk og turbulent strøm af mennesker, hun har mødt, valg hun har truffet, og politiske teorier hun har formet i løbet af sit dramatiske liv.

Vi er med hende på flugt fra nazisterne i 1930’ernes Berlin, som statsløs i USA og som korrespondent for The New Yorker under retssagen mod topnazisten Adolf Eichmann. Med styrke og vid argumenterer hun både imod anklager og den anklagede i sin søgen efter sandheden bag Holocaust.

“Arendt – at se i mørke”. Foto: Emilia Therese.

Hannah Arendt insisterer på, at nuancerne skal frem, og på scenen genskaber hun sin teori om ondskabens banalitet.

Endnu en bølge af antidemokratiske bevægelser skyller i disse år ind over Europa. Rå radikalitet og tendenser til totalitarisme og populisme stiller spørgsmål til vores ansvar som mennesker. Spørgsmål, som den tyske, politiske filosof Hannah Arendt undersøgte hele sit liv. Men hvem var hun?”

Udover Ina-Miriam Rosenbaum vil Benjamin Kitter og Klaus T. Søndergaard også optræde i forestillingen.

“Arendt – at se i mørke” kan ses på Kolding Egnsteater lørdag den 26. oktober klokken 19.30. Billetter kan købes her.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Del denne artikel