En fælles legeplads eller legeborg kan være på vej på Sjølund-Hejls Skole.
Forældre, som har børn på Sjølund-Hejls Skole, arbejder på at få etableret en fælles legeplads – eller legeborg – i lokalområdet. Det skriver Christiansfeld Avis.
Det påregnes, at det vil koste 500.000 kroner at etablere pladsen. Hvis der kan skaffes 300.000 kroner ad private veje, er der tilsagn fra Landsbypuljen i Kolding Kommune om et tilskud på 200.000 kroner.
Derudover har Chris Mc Donalds “More Play Puljen”, som samarbejder med firmaet KOMPAN, der skal levere legepladsen, givet tilsagn om at støtte med 20.000 kroner.
Sjølund-Hejls Skole er bygherre på projektet, og skolen arbejder også på at finde midler til medfinansiering af legepladsen. Der har endvidere været et tæt samarbejde med Kirsten Axel, som er legepladsinspektør i Kolding Kommune.
Initiativtagerne håber på, at projektet kan realiseres allerede i foråret 2023.
Legepladsen skal målrettes til skolebørn mellem 0. og 6. klasse. Det handler om cirka 170 børn, som går på Sjølund-Hejls Skole. Men der skal også være et aktivitetsområde, som kan bruges af idrætsforeningen og gæster i forsamlingshuset – og i fritiden af hele familien, lyder fra initiativtagerne.