Absolute Horses-rytteren er nummer et og to på 2021-listen, men starter DM på hjemmebanen på Tågerup på en tredje hest.
Andreas Schou fra Absolute Horses henter rigtig mange gode resultater hjem. Han er ikke alene nummer et, men også nummer to på Dansk Rideforbunds 2021-rangliste for ridebanespringning.
Det er andet år i træk, han er nummer et på listen, men første gang han også besætter andenpladsen.
Rideforbundet samler hvert år de resultater, som ryttere har opnået på danskavlede heste. Det gælder ved såkaldte A-, B- og C-stævner – elitestævner, landsstævner og distriktsstævner. Og resultaterne giver flere point, jo højere sværhedsgraden er.
2021-førstepladsen får han på Quadrosson Ask, der har hentet 2845 point, mens andenpladsen er til Darc de Lux, som har 2571 point.
Ny hest til DM
Andreas Schou, der bor i Kolding, driver sammen med sin bror Christian hestecentret Absolute Horses på Tågerup mellem Sommersted og Stepping i nærheden af Kolding. Her afvikles for 12. og sidste gange DM i ridebanespringning fra 27. april til 1. maj.
I 2019 startede Andreas DM på Quadrosson Ask, som vandt kvalifikationen, men rev ned i finalen. I 2020 red han på Darc de Lux, og det blev til en sølvmedalje. I 2021 stillede Andreas ikke op til DM, da han var til OL i Tokyo på Darc de Lux.
Han stiller dog ikke op på nogen af rangliste-hestene til dette års DM. Quadrosson Ask er solgt, og Andreas stiller op på Darc de Lux i et femstjernet stævne i Saint Tropez weekenden før DM. Hans mål er at få lov at starte VM på OL-hesten. Mesterskabet afvikles i Danmark i år. Det er i Herning til august.
I stedet starter han DM på den kun ni år gamle I Know, som han har opnået gode resultater på i de seneste måneder.
Andreas Schou har ikke ligget på den lade side i vinterperioden. Han har startet en række stævner i Sydeuropa med rigtig mange heste. Han ligger også stadig i Top-100 på det internationale rideforbunds rangliste i springning.