Kolding Netavis

Andreas Schou springer igen med om europamesterskabet

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Ridesport
Andreas Schou er udtaget til EM på sin tophest, Darc de Lux. Foto: Absolute Horses.

Absolute Horses-rytteren repræsenterer for ottende gang Danmark, når der kæmpes om OL-kvalifikation ved EM i Italien.

Der er ikke bare et europamesterskab på spil, når der er EM i ridebanespringning i Milano i Italien fra den 29. august til den 3. september. Der er også mulighed for kvalifikation af et dansk hold til OL i Paris i 2024.

Kolding-rytteren Andreas Schou fra Absolute Horses på Tågerup er udtaget til holdet. Han er i øjeblikket den højest rangerende danske springrytter.

Han er som den eneste på holdet kvalificeret med tre heste, og det betyder, at han kan være reserve for sig selv. Han er udtaget med sin tophest Darc de Lux, mens reserverne er I Know og Billy Matador.

Der er i alt fem ryttere på et EM-hold. De andre fire er Kasper H. Hansen på Zero K, Lars Nørgaard Pedersen på Bøgegårdens Gladiola, Mathias Nørheden Johansen på Franco og Rikke Belinda Barker på Talabou.

Ottende EM

Det er ottende gang, Andreas Schou er med til EM som senior. Han har været med hver gang siden 2009. Derudover har han repræsenteret Danmark ved VM i Caen i Frankrig i 2014, VM i Herning i 2022 og ved OL i Tokyo i 2021.

Andreas Schou har fravalgt at ride DM i år. Det er ikke, fordi det efter 12 år på hans hjemmebane på Tågerup i år holdes hos Stutteri Ask på Fyn. Årsagen er, at han i august i stedet skal starte to store internationale stævner. Det er Global Champions Tour-stævner i London og i Valkenswaard i Holland.

-Jeg tager Billy Matador og I Know med til London og I Know og Darc de Lux med til Valkenswaard. Efter de to stævner afgør vi, hvem af de tre, der skal med til EM, fortæller Andreas Schou i en pressemeddelelse.

I Global Champions Tour-turneringen er han del af holdet Istanbul Warriors og har foreløbig samlet point til en 15. plads.

26 nationer

Hele 26 nationer er repræsenteret ved EM i Milano. Det er dog kun de 16 af dem, der stiller med fem ryttere og er med i kampen om holdmesterskabet.

EM afvikles over fem runder. Den første dag, onsdag den 30. august, er der tidsspringning, hvor fejl omregnes til strafsekunder. Derefter rides der torsdag og fredag to runder, som sammen med første runde afgør holdkonkurrencen.

Det er kun de ti bedste hold, der kommer med i fredagens runde. Efter en hviledag lørdag afgøres det individuelle mesterskab så søndag den 3. september over to runder.

Den danske landstræner Bo K. Møller har som mål, at Danmark skal komme i finalen om fredagen. Og forhåbentlig bliver det også til en god placering. Europa kan have 10 hold med til OL. Syv lande er allerede sikret en plads, så der er tre pladser tilbage.

Derfor har Danmark en chance for OL-billetten selv uden topplacering, hvis det bare er de syv allerede kvalificerede, der ligger foran.

Skulle det glippe med holdkvalifikationen er der dog stadig chancen for, at Andreas Schou kan komme til OL på et Wildcard. De uddeles til nationer, der ikke har hold med.

Det var et wildcard, der sikrede ham pladsen i Tokyo.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel