Kolding Netavis

Anders Lund Madsen køber millionvilla

Foto: RobinHus City, Gentofte & Lyngby-Taarbæk.

Med en underskrift på købsaftalen til en millionvilla i Kongens Lyngby, kan den kendte radio- og tv-vært Anders Lund Madsen så småt vinke farvel til København, hvor han de seneste 25 år har boet på Østerbro midt i København.

Den garvede mediemands daglige gang flytter sig således fra hovedstadens brosten og menneskemylder til forstadens ro og naturrige omgivelser. Det skriver boligmediet Boliga.dk.

Lund Madsens nye 174 kvadratmeter store hus, som han har købt med hustruen Karin Prehst Lund Madsen, ligger nemlig på en grund direkte ned til Lyngby Sø. Huset blev bygget tilbage i 50’erne og var indtil for nylig til salg hos mæglerbutikken RobinHus City, Gentofte & Lyngby-Taarbæk, hvor prisskiltet lød på solide 15,5 millioner kroner. Det er dog lykkedes for familien Lund-Madsen at erhverve sig hjemmet med et solidt afslag i prisen; på over én million kroner. De har nemlig købt udsigtsvillaen for lige præcis 14,4 millioner kroner.

Stadig til salg

Et endeligt farvel til Østerbro, er der dog ikke tale om helt endnu, for “De Sorte Spejdere”- og “Det Nye Talkshow”-værtens byggeforeningshus på Olufsvej midt i smørhullet på Østerbro er stadig til salg. For det 185 kvadratmeter store rækkehus på den populære københavnske gade, skal der lægges 16,5 millioner kroner, som ifølge Boliga.dk er boligens udbudspris.

Det svarer til en kvadratmeterpris på over 89.000 kroner, hvilket er i den høje ende selv i et af landets dyreste boligområder; I øjeblikket ligger gennemsnittet for på udbudte villaer på Østerbro nemlig på omkring 75.400 kroner – hvilket er over 11,3 millioner for et hus på 150 kvadratmeter.

Familien Lund-Madsen – som der nu skal være plads til i det nye hjem i Lyngby – tæller udover de to voksne: Seks børn og – ifølge Se & Hør – et syvende på vej.

Tagget med:
Del denne artikel
Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *