Kolding Netavis

Alternativ løsning for kloakering i Vamdrup

Svend Erik Brodersen
Af Svend Erik Brodersen Vamdrup
Med en foreslået alternativ løsning fra BlueKolding kan Vamdrup måske undgå nye langvarige og generende opgravninger i byens gader, når byens kloakanlæg snart skal saneres. I øjeblikket graver fjernvarmen flittigt i byen. Foto: SEB.

Separeringen af overfladevandet fra spildevandet foreslås nu primært løst ved, at grundejerne i Vamdrup etablerer faskiner eller regnbede på deres egne grunde.

Forsyningsselskabet BlueKolding lægger nu op til en alternativ løsning for et stort planlagt kloakprojekt i Vamdrup. Det fortæller selskabet, efter at Fællesavisen har spurgt ind til status på det længe ventede projekt.

Projektet går ud på at frakoble regnvandet fra byens tage og gader fra BlueKoldings fælleskloak, så det siver ned i jorden, i stedet for at det – som nu – ledes sammen med spildevandet til belastning for byens rensningsanlæg.

Fællesavisen har spurgt ind til projektet, fordi det efterhånden er år og dag siden, at BlueKolding første gang på et borgermøde, orienterede om projektet – og siden er der faktisk ikke meldt noget ud:

Den ’rigtige løsning’

-Det er forståeligt, at det godt kan undre i Vamdrup, at vi i længere tid ikke har orienteret om projektet, men det skyldes, at vi længe har arbejdet på at finde den rigtige løsning. Og en sådan mener vi, at vi har nu. I øjeblikket ligger den til godkendelse hos kommunen, der er tilsynsmyndighed, fortæller projektansvarlig, civilingeniør Trine Dam Larsen fra BlueKolding.

Løsninger på egne grunde

Hun fortæller videre, at løsningen primært går på, at byens grundejere opfordres til at løse problemet ved at etablere regnbede eller faskiner på egne grunde.

Regnbede kan fx etableres i en lavning i terrænet, hvorfra vandet så kan trække helt naturligt ned i jorden og ikke bare som nu ledes ind det offentlige kloakanlæg. Men vælger grundejere løsningen på deres private grunde, så skal det først godkendes af kommunen.

Økonomisk kompensation

Trine Dam Larsen fortæller også, at hvis løsningen går igennem hos kommunen, så vil alle grundejere i Vamdrup blive opfordret til at løse problemet med overfladevandet på egen grund. Man vil få sit tilslutningsbidrag på 31.358 kr. tilbage, hvis man etablerer et godkendt nedsivningsanlæg på egen grund og dermed ikke længere belaster BlueKoldings kloaksystem med sit regnvand.

Men hun understreger, at det vil blive helt frivilligt.

Hvor det ikke kan lade sig gøre med regnbede på private grunde, vil BlueKolding træde til med fælles løsninger fx ved regnbede/vejbede i gaderne.

Kan slippe for langvarige generende opgravninger

-Lykkes det med den alternative løsning, vil det også betyde, at Vamdrup kan skånes for langvarige opgravninger i alle gader i den indre by med generende afspærringer og omkørsler til følge. Vi kan så undgå at forny hovedledningerne, men nøjes med at reparere dem på udsatte steder med strømpeforing.

Og endelig vil løsningen også blive en billigere metode for BlueKolding.

-Men nu må vi jo foreløbigt vente at høre, hvad kommunen siger, lyder det fra Trine Dam Larsen fra BlueKolding.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel