Kolding Netavis

Alle gode kræfter samles om Kolding bymidte

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kolding
Fra kulturnatten 2024. Foto: Emil Lyngbo (Arkivfoto)

Mandag den 4. november er der kickoff på et bredt samarbejde om midtbyen i Kolding. Alle er velkomne til arrangementet, der finder sted på Godset klokken 18.30-21.

Kolding Byråd er vært, når alle gode kræfter mødes til kickoff på en stor og bred indsats for Kolding Midtby. Formålet er at gå sammen om at styrke rammerne for bylivet i den transformation, der er ved at ske, hvor Kolding går fra at være købstad til at blive mødestad. Det oplyser Kolding Kommune i en pressemeddelelse.

Alle landets købstæder og andre byer trues af internethandel, der gør det svært for det traditionelle butiksliv at overleve. Derfor skal byerne både nu og i fremtiden bruges til meget mere og andet end shopping. Det er i byen, man skal finde alt det, man ikke kan få på internettet. Det er her, man kan mødes i fællesskaber og om gode oplevelser.

Denne transformation fra købstad til mødestad kan hjælpes godt på vej og styres i en ønsket retning, hvis alle gode kræfter arbejder sammen. Det er det, kickoff-mødet handler om.

Midtbyen skaber vi sammen

Til mødet deltager ud over byrådet også repræsentanter for tre grupper, der allerede arbejder på at sikre mere liv i Kolding bymidte, nemlig Bylivsforum, den nyetablerede Ejendomsejergruppen og Detailværket, som er en gruppe under Business Kolding.

-Midtbyen er noget, vi skaber sammen. Og denne aften forsøger vi at samle alle, som gerne vil være med til at gøre en forskel for Kolding, så vi kan få fokus på alt det, der allerede sker i midtbyen, og så vi sammen kan få gode idéer til, hvordan vi får en endnu mere levende og attraktiv bymidte. Vi har inviteret nogle, vi ved, allerede interesserer sig for emnet, og som arbejder for sagen. Men alle er velkomne, så hvis man sidder derhjemme og har lyst til at bidrage, er det bare med at møde op, understreger borgmester Knud Erik Langhoff (C).

Oplæg ved fremtidsforsker

Der er allerede lagt en del planer for bymidten. De vil blive præsenteret på mødet.

Derudover vil der være et oplæg om Fremtidens bymidter ved Nikolaj Sveistrup, der er Head of Urban Futures hos Instituttet for Fremtidsforskning, og Anders Baagland, der er formand for Danske Handelsbyer.

Aftenen rundes af med workshop og drøftelse om, hvordan Kolding midtby kan se ud i fremtiden. Og deltagerne kan også komme med input til, hvordan midlerne i Bylivspuljen bedst kan anvendes i 2025.

Der er fri adgang, men tilmelding til arrangementet. Man tilmelder sig på kolding.dk/kickoff. Frist for tilmelding er 31. oktober.

Byrådet byder på kaffe med lidt sødt til.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel