Mens flere virksomheder gennem de seneste måneder har set sig nødsaget til at sætte sine lærepladser på pause, så ser det anderledes ud hos Alfa Laval i Kolding.
Mangel på praktik- og lærepladser har været en af konsekvenserne af de seneste måneders indsats mod udbredelsen af coronavirus, der blandt andet har budt på en markant nedlukning af det danske samfund, og ført til økonomisk usikkerhed for mange virksomheder. Netop derfor blev regeringen og arbejdsmarkedets parter kort før pinse enige om en trepartsaftale, der tilfører 5,4 milliarder kroner til at sikre lærepladser hos landets hårdtprøvede virksomheder.
Hos Alfa Laval, der i Kolding producerer udstyr til fødevarebehandling, har tidens vanskelige omstændigheder imidlertid ikke haft nogen synderlig påvirkning på industrikoncernens lærepladser. Her har der været masser af arbejde til lærlingene, mens driften er forsat under skærpede coronaregler:
– Helt overordnet har vi fastholdt vores produktion på omtrent samme niveau som tilsvarende periode sidste år, og derfor har der også været rigeligt med arbejde til vores lærlinge. Den største ændring har været, at vi har fordelt medarbejderne over flere skiftehold, så vores lærlinge har også været fordelt på både dag- og nattehold. Derudover har vi naturligvis øget vores fokus på afspritning og generel hygiejne, ligesom vi holder afstand på hele sitet, fortæller Unit Manager, Produktion hos Alfa Laval i Kolding, Knud Lykke Andersen, i en pressemeddelelse.
Selvom situationen omkring COVID-19 har skabt en del usikkerhed blandt virksomheder i industrien, så er der ikke noget, der tyder på, at det får indflydelse på antallet af lærepladser hos Alfa Laval. Faktisk er man allerede begyndt at planlægge lærepladsernes forløb efter sommerferien:
– I løbet af de sidste par måneder har vi skrevet kontrakt med yderligere to lærlinge, som starter efter sommerferien. Så det vidner om, at vi har nok at se til, og også har det på den anden side af sommerferien, forklarer Knud Lykke Andersen.
Succes med lærlinge i både med- og modgangstider
Hos Alfa Laval i Kolding beskæftiger man 12 lærlinge, som primært tæller industriteknikere og værktøjsmagere. Og på fabrikken har man i mange år haft stor glæde af at tage lærlinge under sine vinger i tæt samarbejde med lokalområdets erhvervsskoler. Derfor er Knud Lykke Andersen også glad for, at man har kunne holde sine lærlinge beskæftiget, og ikke haft behov for at sende dem hjem de seneste måneder:
– Først og fremmest har vi jo et helt generelt ansvar i industrien, når det kommer til at uddanne flere faglærte. Så det er glædeligt, at vi trods den aktuelle situation stadig kan være med til at dygtiggøre Danmarks fremtidige arbejdskraft, lyder det fra Knud Lykke Andersen, som uddyber:
– Derudover giver vores lærlinge også rigtig meget til os som virksomhed. De er et friskt pust, der bidrager med humør og god energi, og det smitter af på hele arbejdspladsen. Samtidig kommer de også til os med ny viden fra skolen, som vi ofte drager nytte af. Så læringen går bestemt begge veje.
Og ambitionen hos Knud Lykke Andersen er klar. Når lærlinge afslutter deres forløb hos virksomheden, skal de være blandt landets bedste, så de er klar til at varetage et fuldtidsjob – enten i Alfa Laval eller andre steder i industrien:
– Det er mit personlige mål, at vi skal uddanne Danmarks bedste lærlinge, og at vores lærlinge bliver de mest eftertragtede i Trekantområdet. Og det er også derfor, at vi ofte ansætter vores lærlinge efter endt uddannelse, fordi vi ved, at de er dygtige nok til at bestride deres hverv, fortæller slutter Knud Lykke Andersen.