Ålen er på tour og onsdag gæstede han Kolding. Og det gik ikke stille for sig.
Filmproducenten og stifter af Zentropa, Peter Aalbæk Jensen, var onsdag forbi Bog og Idé i Kolding Storcenter sammen med journalist Anders Ryehauge.
Da netavisens fotograf ville tage et billede af “ålen” – siddende på kanten af de kasser, hvor der normalt ligger bøger på – røg Peter Aalbæk Jensen igennem og landede på gulvet. Og så brød han ud i stor latter. Jo – Peter Aalbæk Jensen – er en festlig fyr.
Vildtvoksende fortælling om “ålen”
Peter Aalbæk Jensen og Anders Ryehauge er på tour i forbindelse med udgivelsen af bogen “Peter Aalbæk skaber sig”, der er journalist Anders Ryehauges vildtvoksende fortælling om Peter Aalbæk Jensen, stifter af Zentropa, (selv)iscenesat og til tider brovtende provokatør med sans for mediernes med- og modspil, og i mange år Lars von Triers tætteste samarbejdspartner. Forfatteren er i et halvt år fulgt i hælene på sin hovedperson, og i en række nedslag tager han livtag med en institution i dansk film. “Peter Aalbæk skaber sig” er ikke mindst en historie om en mand i forandring – om alvorlig sygdom, om at blive ældre, om tro og om at se kritisk på sit eget og sin generations forbrug af penge, mennesker og natur.
Bogen udkom i oktober på forlaget 28B.
Se billederne nedenunder…
Du kan også lytte til et podcast, hvor Peter Aalbæk Jensen besøgte Radio Viva i Kolding. Lyt med her…