Akutbil får hjemsted i Christiansfeld. Præhospitalsudvalget i Region Syddanmark har mandag valgt Christiansfeld, der skal være hjemsted for den døgnbemandede akutbil.
Christiansfeld bliver hjemsted for en ny døgnbemandet akutbil.
I forbindelse med placeringen i Christiansfeld, vil der blive en instruks om, at akutbilen flyttes til Haderslev, når begge ambulancer i Haderslev er optaget.
Der skal laves en evaluering af ordningen om et år.
Det har et enigt præhospitalsudvalg mandag besluttet at indstille til regionsrådet.
-Jeg er sikker på, at det er den bedste løsning for flest mulige borgere. Det er en tryghedsskabende ordning. Og godt at det lykkedes at sikre et bredt politisk flertal om løsningen, siger det lokale regionrådsmedlem Poul Erik Jensen (S) fra Vamdrup.
Han håber, at et samlet regionsrådsudvalg vil bakke op om beslutningen.
Backup for Haderslev og Kolding
Akutbilen skal være backup for både beredskaberne i Haderslev og Kolding.
Bilen skal sikre hurtigere hjælp til Haderslev-området, bl.a. Sandersvig. Desuden vil det især være positivt for Hejlsminde, Sjølund og Hejls. Alene i Hejls-området er ambulancerne i dag mere end 15 minutter om at komme frem – i 35 procent af alarmopkaldene.
Ved en placering i Christiansfeld vil en ambulance med udrykningskøretid til Haderslev (14 km) være fremme på cirka 11 minutter og til Kolding (20 km) være fremme på cirka 14 minutter.
Det er regionens faglige vurdering, at placeringen i Christiansfeld vil være til glæde for flest borgere.
Forvaltningen betegner placeringen i Christiansfeld som central – i et stort område mellem Haderslev-Rødding-Vejen-Kolding, som er uden præhospitale beredskaber i dag. Desuden vil det give størst potentiale for udnyttelse af akutbilen.