Anne Munch lever med langvarig hjernerystelse, men på trods af sit manglende overskud hjælper hun som frivillig andre i samme situation.
På onsdag den 21. april afholder hun sammen med Hjernerystelsesforeningen et online netværksmøde for ramte af hjernerystelse i Vejle, Kolding, Fredericia og omegne.
I fire år har Anne Munch i Vejle levet med langvarige følger af en hjernerystelse. Et lille uheld på Annes arbejdsplads gjorde udslaget, oplyser Hjernerystelsesforeningen i en pressemeddelelse.
Hun skulle blot samle en tusch op fra gulvet på laboratoriet i Skejby Sygehus og knaldede hovedet i et udsugningsskab, da hun rejste sig op.
Symptomerne er bedret med tiden, men hun døjer stadig med hovedpine, træthed og svimmelhed, og hun er også overfølsom overfor lys og lyde.
-Det varierer meget fra kommune til kommune, hvilke tilbud der findes til sådan nogle som mig. Jeg har været heldig at kunne få hjælp i CSV Kolding. Men der mangler både tilbud og viden om hjernerystelse, så derfor har jeg meldt mig ind i Hjernerystelsesforeningens lokalbestyrelse i Jylland, fortæller Anne, der som frivillig er med til at arrangere aktiviteter for mennesker med hjernerystelse.
Den lokale støtte er vigtig
Netop lokale tilbud og aktiviteter er enormt vigtige for de ramtes liv, ifølge Nicolai Aaen, sekretariatschef i Hjernerystelsesforeningen.
-Vi har et stort fokus lige nu på at skabe lokale tilbud, fordi vi faktisk oplever, at det gør en kæmpe forskel for ramte at møde andre i samme situation. Både for at kunne dele vigtig viden, men også for at møde forståelse, inspiration til bedring og være i et fællesskab, der rummer ens begrænsninger, siger Nicolai og tilføjer:
-Fællesskab er vigtigt, men det er professionel hjælp og behandling bestemt også. Derfor inddrager vi så vidt muligt fagpersoner i vores arrangementer, der kan videregive konkrete råd, som kan hjælpe de ramte i deres hverdag.
Netværksmøde i samarbejde med CSV Vejle
I dag er Anne tilbage på sit arbejde som bioanalytiker, dog i en fleksjobstilling, og noget af sit begrænsede overskud bruger hun på at hjælpe andre.
Sammen med Hjernerystelsesforeningen afholder hun et online netværksmøde for ramte af hjernerystelse med fokus på energiforvaltning.
-Energiforvaltning er en stor del af mit daglige liv. Det er simpelthen en nødvendighed for at kunne fungere, konstaterer Anne.
På netværksmødet vil Bettina Kramer Søgaard, underviser i CSV Vejle, holde et oplæg om energiforvaltning og give gode råd til at håndtere en hverdag med hjernerystelse.
Der tages hensyn med flere pauser, og det er ikke et krav at kigge direkte i skærmen hele tiden. Deltagerne vil også få mulighed for at komme med idéer til aktiviteter.
Netværksmødet afholdes online på Zoom grundet corona på onsdag den 21. april kl. 11-13.
For tilmelding til netværksmødet og Hjernerystelsesforeningens aktiviteter skriv til: ko*****@hj***********************.dk .