Kolding Netavis

Afviser: Ny kloakledning er IKKE en ommer

Så er der igen maskiner, lastbiler og rør i massevis på arealet på Vestergade over for Vamdrup Kirke og Kirkehuset. Foto: Sebro Press.

Det ligner en ommer.

En fornylig nedgravet kloakledning på Herredsvej i Vamdrup virker ikke efter hensigten. Det forlyder, at årsagen er, at der ikke er fald nok på den netop nedgravede ledning, og at det derfor nu skal graves en ny ledning ned parallelt med den eksisterende, skriver netavisen Sebro Press.

Nedgravningen af parallelledningen er grunden til, at det i øjeblikket ser ret voldsomt ud på pladsen over for kirkehuset på Vestergade. En kombination af store lastbiler, gravemaskiner, store cementrør og opgravede jordbunker præger stedet. Vi har spurgt hos Blue Kolding, hvad det hele handler om:

– Det tekniske i projektet er vanskeligt sådan lige at forklare her og nu, men det er ingen ommer. Rigtigt er derimod, at det desværre har vist sig at den ledning, vi har gravet ned fornylig ikke helt virker efter hensigten. Derfor lægger vi nu en supplerende ledning ned parallelt fra et punkt på Herredsvej og frem til den nye den pumpstationen på Vestergade ved kirken, fortæller ledende ingeniør på projektet, Thomas Faarbæk fra BlueKolding, til Sebro Press.

Det var meningen, at spildevandlet ved et fald i ledningen, selv skulle løbe fra et punkt på Herredsvej og frem til pumpstationen ved kirken, men sådan er det ikke helt gået.

Betyder det, at der på ny skal graves op på Herredsvej med vejspærring til følge?

– Nej, det forventer vi ikke. Den nye parallelle ledning lægger vi ned i vejsiden. Så der skulle ikke blive nødvendigt at spærre Herredsvej, forklarer altså Thomas Faarbæk fra BlueKolding.

Det, der har vakt forundring er, at der nu igen er så stor aktivitet på hjørnet Vestergade/Herredsvej så kort tid efter BlueKolding fornylig har afsluttet et større kloakprojekt i det pågældende område – inklusive etablering af ny pumpestation.

Et projekt, som afstedkom blandt andet en langvarig og ret generende spærring af Herredsvej. Om det er en ommer eller ikke, så påregner Thomas Faarbæk dog med, at arbejdet med nedgravningen af parallelledningen forventes at vare omkring en måned.

Tagget med:
Del denne artikel
Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *