Kolding Netavis

Afsked med den ene af killingerne

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Skole
Hannen fra Hansenberg er den første los i anlægget i Randers. Foto: Hansenberg.

Der sker i disse dage ting og sager i losfamiliens anlæg i Hansenbergs egen zoologiske have.

Mandag måtte dyrepasserne nemlig tage afsked med den ene af sidste års to killinger – en han, som nu flytter ind i et helt nyt losanlæg i Randers Regnskov.

-Vi er glade for at have fundet et godt sted at sende ham hen. Vi kommer selvfølgelig til at savne ham, men vi har hele tiden vidst, at han skulle videre, siger dyrepasser og faglærer ved Hansenberg, Karsten Jensen, på Facebook.

Han fortæller, at hannen fra Hansenberg er den første los i anlægget i Randers. Senere kommer en hun til fra England.

Uproblematisk flytning

Selve flytningen foregik uproblematisk:

-Vi har trænet ham i nogle måneder til selv at gå ind i en transportkasse, og flytningen er gået godt, forklarer Karsten Jensen.

Mens der nu er sagt farvel til en han, kan Hansenberg samtidig præsentere seneste skud på stammen i deres losanlæg.

Den 21. maj kom en lille ny hunkilling til verden.

-Der er lidt udfordringer med, at moren stadig har sidste års killing hjemme. Hun forsøger derfor at være mor for både den store og den lille på samme tid. Det betyder, at hun ikke ligger ved den lille helt så meget, som vi gerne så, men den lille har det godt, slutter Karsten Jensen.

Se billederne nedenunder…

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel