Kolding Netavis

Affaldssortering bliver lettere for blinde og svagtseende

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen
Foto: Redux.

Efter en vellykket testfase er Kolding Kommune nu klar til at gøre affaldssortering lettere for blinde og svagtseende borgere. Skilte, som kan føles med fingrene og som er nemme at aflæse for svagtseende borgere, kan nu bestilles hos Redux – Affald og Genbrug.

Affaldssortering er en vigtig opgave for os alle, men det kan være udfordrende for borgere med nedsat syn at finde frem til de forskellige affaldsbeholdere, der normalt er markeret med glatte klistermærker.

Fra årets begyndelse og frem til nu, har kommunen derfor testet nogle helt særlige skilte i samarbejde med Boligselskabet Kolding. Skiltene viser piktogrammer for de forskellige affaldstyper, men er taktile. Det vil sige, at symboler og bogstaver stikker frem og kan føles med fingrene.

Samtidig giver en sort bundplade, med hvidt symbol, tekst og punktskrift piktogrammerne en god kontrast, der højner læsbarheden. De henvender sig derfor til blinde, men også til borgere med nedsat synsfunktion.

Godt tilfreds med resultatet

Inge-Mette Ohrt Rasmussen fra Dansk Blindesamfund og repræsentant i Koldings lokale handicapråd har afprøvet skiltene og er godt tilfreds med resultatet:

-De almindelige klistermærker er glatte og farverne gør dem svære at aflæse for mennesker med nedsat synsevne. Derfor er denne løsning kærkommen. De taktile skilte gør det langt nemmere at se og føle sig frem til den rette sortering i de forskellige beholdere, fortæller hun i en pressemeddelelse.

Piktogrammerne er lavet af pvc-fri akryl og er designet med udgangspunkt i de piktogramsymboler, der er udarbejdet af Miljøstyrelsen og Dansk Affaldsforening.

-Vi skal have sorteret så meget affald som muligt fra til genanvendelse her i kommunen, og vi skal have alle grupper af borgere med. Derfor er jeg rigtig glad for, at forsøget er blevet taget så godt imod af både blinde og svagtseende. Det glæder mig, at det nu er en service, vi kan tilbyde alle svagtseende og blinde, siger Jakob Ville, udvalgsformand for Plan og Teknik i Kolding Kommune.

Hvis du har brug for de nye skilte på dine affaldsbeholdere, kan du kontakte Ulrik Pedersen, teamleder hos Redux – Affald og Genbrug via mail: ul***@ko*****.dk eller på telefon nummer: 7979 1282.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel