Kolding Netavis

Ældre overraskede: De bliver mere fulde

Julefrokostsæsonen starter nu. Her skal ældre vide, at den samme mængde alkohol virker forskelligt på unge og ældre. I følge Social- og sundhedsudvalgsformand Karina Lorentzen (SF) har en ny kampagne for 60+ været en øjenåbner for mange.

Julefrokosterne står for døren, men blandt ældre er der et stort ukendskab til, at når alderen stiger, stiger promillen for ældre, skriver Kolding Kommune i en pressemeddelelse.

Det betyder, at den samme mængde alkohol virker forskelligt på unge og ældre, og ifølge Social- og Sundhedsudvalgsformand Karina Lorentzen er det ikke kendt viden for mange ældre, at de tåler alkohol dårligere. Det er erfaringen fra en ny kampagne, hvor Social- og Sundhedsudvalget i Kolding Kommune har sat et fokus på alkoholvaner blandt de 60+ årige.

– Mange kampagner har været i forhold til unge, som drikker heftigt i weekenden. Men i den sammenhæng har der nok været en tendens til at overse, at der også har været en udfordring blandt ældre, hvor antallet af spritkørsler er steget med en tredjedel, fortæller Social- og Sundhedsudvalgsformand Karina Lorentzen i pressemeddelelsen.

– For mange ældre er et lille glas lig med livskvalitet i hverdagen, og det er helt fint. Men for en gruppe har det udviklet sig til, at de ikke er blevet misbrugere, men overforbrugere. Og erfaringen fra kampagnen er, at de borgere, vi har været i kontakt med, ikke ved, at kroppen tåler alkohol dårligere og påvirkes mere, når man bliver ældre. Det betyder, at de ikke ved, at hvor de før kunne drikke lidt vin og køre hjem, vil det for nogen kunne få den konsekvens, at de ved samme mængde alkohol i dag kan miste kørekortet.

God dialog

Kampagnen er udarbejdet sammen med 60+ borgere og materialet har givet anledning til mange gode dialoger om alkohol, alder og livskvalitet.

Medarbejdere fra Sundhedscenteret har været til mange arrangementer, hvor de har været i dialog med borgere – og tilbagemeldingen er, at rigtig mange i målgruppen ikke er klar over, hvor meget promillen stiger med alderen.

– Kampagnes er ikke lavet for at løfte pegefingre. Livskvalitet forskellig for os alle, og budskabet i kampagnen er ganske enkelt at man får den viden der gør, at man kan tage højde for at havne i en uønsket situation, og ganske som forudset ved mange ældre ikke, at de tåler alkohol dårligere, siger Karina Lorentzen.

Baggrund

Om ældres alkoholforbrug

Af Sundhedsprofilen fremgår at 7,8% i alderen 65-74 årige overskrider højrisikogrænsen, 20,6% lavrisikogrænsen.

Om kampagnen

Social- og Sundhedsudvalget har med baggrund i det nye sundhedsbegreb, der arbejdes med i Kolding Kommune, fået udarbejdet en kampagne med særligt fokus på alkoholvaner blandt de +60 årige.

Målgruppen er borgere i alderen 60+ med en mellem-/langvideregående uddannelse. Målgruppen er valgt, da man ved at lige præcis denne gruppe har et højt alkoholforbrug.

Derudover er målgruppen for kampagnen:

• Ældre med et pludselig opstået/øget forbrug af alkohol
• ”Hyggedrikkeren”
• ”Selvmedicinering”

Tagget med:
Del denne artikel