Der var tale om en tragisk ulykke, oplyser politiet.
En 82-årig mand fra Stepping-området døde onsdag eftermiddag i en skovbrand ved Frørup Landevej mellem Christiansfeld og Stepping, skriver jv.dk.
Trekantbrand fik melding om branden kort før klokken 15. Der var ild i omkring 250 hektar skov. Stepping Frivillige Brandværn var på stedet og fik slukket ilden.
Den 82-årige mand blev fundet af redningsmandskabet midt inde i skoven.
Skoven tilhører familien og i følge Sydøstjyllands Politi ligger der ikke noget kriminelt bag branden. Alt tyder på, at der er sket en ulykke formentlig i forbindelse med afbrænding af noget træ, efter manden har været ved at rydde op efter noget skovrydning, skriver jv.dk.
Det var en forbipasserende, der så høje flammer i skoven og ringede 112.