Læserbrev af Rene Nikolaj Andersen (C), byrådskandidat, Kongebrogade 57, 6000 Kolding.
I Århus Stiftstidende kan man i disse dage læse om en storstilet åbningsplan på det kulturelle område i Aarhus. Musikhuset i Aarhus står bag en koordineret åbning med EM i fodbold på storskærm, koncerter, comedy, børne events og gastronomi osv. Hele eventet løber af stablen i starten af juni og kører så en måned frem.
Hvad gør vi i Kolding? Hvordan sørger vi for at der kommer liv i byen igen? Hvordan tiltrækker vi turister til byen i en tid hvor meget ferie afholdes inden for Danmarks grænser? Jeg kan ikke læse mig frem til noget koordineret af Kolding Kommune, og heller ikke i nogle af de kulturinstitutioner der ligger under kommunens vingefang. På Oplev Kolding fremgår der ikke at der skulle være noget under opsejling.
Hvad så med de interesseorganisationer vi har i byen? Får de den hjælp der skal til for at kunne deltage og åbne sikkert op?
På Kolding City forenings hjemmeside kan man læse om sofa shopping, noget der er gennemført engang hen i februar. Cityforeningen ved jeg, har planlagt opsætning af storskærm på Akseltorv til fodboldkampene under EM, men er det kun Danmarks kampe? Og hvad er selve indholdet, det kan jeg ikke læse mig frem til.
Jeg har talt med Morten Strøh fra The Mokka Cafe´, Morten sidder i bestyrelsen i City foreningen. Han fortæller at der er gode planer om koncerter i A.L Passagen, men at de afventer de nye retningslinjer. Disse planer er arrangeret af dem selv og ikke i samarbejde med kommunen.
Godset i Kolding har også mange gode ideer om udendørs koncerter i området nede ved selve Godset. Jeg har haft en særdeles positiv samtale med Martin Røen der er leder af Godset, og han fortæller om mange ideer om koncerter både ved staldgården og Amfiscenen.
Vi mangler dog at få selve kommunen i gang med en koordineret indsats og med at få åbnet Kolding op igen uden det hele skal handle om Corona. Kolding kan så meget, og vi har en by med så mange muligheder. Lad os få fortalt de gode historier, og lad os få liv i byen igen.
Kolding trænger til at blive luftet, til at holde fest og få smilet på læben igen. Åbner Kolding op? – Og hvordan gør vi så det?