Vi slutter tilbageblikket på 2024 af med, at se på nogle af begivenhederne i oktober, november og december.
Flying Superkids i Kolding
Den 13. oktober lagde Flying Superkids turen forbi Sydbank Arena i Kolding. Flying Superkids var på forhånd en succes i Kolding. Der var nemlig udsolgt til forestillingen – ialt 1.113 tilskuere. Det samme antal tilskuere var på plads dagen efter ved endnu en forestilling.
Og godt to timer i selskab med Flying Superkids blev på intet tidspunkt kedeligt. De kan bare noget i Flying Superkids.
Efterårsferie i Kolding Storcenter
I efterårsferien var Store Torv i Kolding Storcenter centrum for et halloween-univers. Halloween, mystik og cirkus gik hånd i hånd. På scenen var der tre daglige shows, der var en sand fest for sanserne.
Folkeskoven blev indviet
Den 4. november kom dagen, hvor Vonsild Folkeskov blev indviet.
Godt 100 borgere deltog mandag eftermiddag i indvielsen af Vonsild Folkeskov mellem Vonsildvej, Bomhusvej og Bækkelunden.
Ved indvielsen var der taler med Jakob Ville (V), formand for Plan og Teknik, Jørn Chemnitz (SF), formand for Natur, Miljø og Klima samt Lars Heiselberg Vang Jensen, formand for Growing Trees Network.
Koldingbogen 2024
Den 15. november kom årets Koldingbogen 2024 på gaden.
Traditionen tro blev udgivelsen markeret med et festligt arrangement. Det foregik på Kolding Bibliotek. Omkring 200 personer var mødt op til lanceringen af Koldingbogen 2024.
Kolding Kickboxing fejrede 30 års jubilæum
Den 16. november fejrede Kolding Kickboxing deres 30 års jubilæum i lokalerne i Brostræde i Kolding.
Kolding Kickboxing er en klub for alle, hvor alle skal føle sig velkommen.
Ødis Søpavillion indviet
Seks år skulle der gå fra idé til virkelighed. Den 24. november var mange lokale borgere mødt op til indvielsen af Ødis Søpavillion.
Idéen blev skabt tilbage i 2018 og seks år senere – i 2024 kunne det færdige resultat så tages i åsyn. Det skete ved en indvielse.
Ødis Søpavillion har kostet fem millioner kroner og er blevet til ved hjælp af blandt andet fondsmidler.
Kolding fik sin egen IKEA
Det blev en festlig begivenhed, da IKEA officielt åbnede deres nye Plan and Order Point i Kolding Storcenter den 28. november. Med rød løber, svenske kanelsnegle og glade gæster blev åbningen fejret med stil.
I det nye IKEA Plan and Order Point får kunderne adgang til skræddersyede løsninger og kan vælge mellem op til 100 forskellige produkter, herunder lys og mindre boligtilbehør, der kan tages med hjem med det samme.
Røde Kors åbnede ny butik på Vejlevej
Røde Kors Kolding kunne 29. november byde velkommen i nye flotte omgivelser i genbrugsbutikken på Vejlevej.
Folk stod og ventede på, at Røde Kors Kolding åbnede den nye genbrugsbutik, der er placeret i de tidligere lokaler, der husede Ilva.
Generalsekretær i Røde Kors Danmark, Anders Ladekarl, klippede den røde snor.
Kolding Light Festival
Den årlige Kolding Light Festival var den 6. december tilbage med en imponerende blanding af lysinstallationer og kunstneriske indslag. Og også i 2024 var festivalen godt besøgt.
Kolding Light Festival har været en del af byen siden 2013 med det formål at give besøgende en unik og anderledes oplevelse af Kolding gennem brug af lys og lyd.
Første spadestik til ny brandstation
Den 12. december blev første spadestik taget til Koldings nye brandstation på Kobbervej. Borgmester Knud Erik Langhoff (C) tog de første tre spadestik i selskab med kommissionsmedlemmerne Yrsa Mastrup og Freddy Christensen, mens beredskabsdirektør Jarl Vagn Hansen fik æren af det fjerde og sidste spadestik
Den nye brandstation forventes at stå færdig i begyndelsen af 2026.
Voldsom ladebrand – gasflasker eksploderede
Om aftenen – den 18. december – udbrød der brand i en lade på Tingskovhedevej mellem Taps og Høkkelbjerg.
Branden var så voldsom, at flere gasflasker inde i laden eksploderede og branden kunne se spå lang afstand.
Laden stod ikke til at redde.
Knivstikkeri i Vamdrup
Om aftenen den 20. december blev politiet kaldt ud til et knivstikkeri i Danmarksgade i Vamdrup.
En 37-årig mand blev stukket i skulderen med en kniv. Det skete ved en bolig i Danmarksgade i Vamdrup. En 36-årig mand blev anholdt. Han blev sigtet for kvalificeret vold og blev siden løsladt igen.
De to mænd kender i forvejen hinanden.
Jubilæumskoncerterne med Stig Rossen for fulde huse
Julekoncerterne med Stig Rossen kunne i 2024 fejre 30 års jubilæum. Og det var med tre udsolgte koncerter, hvor billetterne lang tid i forvejen var blevet solgt.
I julen 2025 foregår de tre julekoncerter den 20. december.
Det er Kolding Flisepudser Laug, der står bag koncerterne. Overskuddet går til velgørende formål.