Vi starter årets tilbageblik i januar, februar og marts.
Pølsevogn gik op i flammer
Natten til 1. januar gik pølsevognen ved Elgiganten op i flammer. Branden startede formentlig med noget kraftigt fyrværkeri. Pølsevognen udbrændte.
Mange fulgte tronskiftet fra Koldinghus
Den 14. januar var dagen, hvor der var tronskifte i Danmark. Frederik blev indsat som konge i Danmark. Og i dagens anledning var der et stort arrangement på Koldinghus, hvor man også kunne følge med på storskærm.
Både Riddersalen og Kirkesalen var fyldt til sidste plads.
Vores Hus indviet
Så kom endelig dagen, hvor Vamdrups – og borgernes kulturhus, Vores Hus, blev indviet. Hele 10 personer, blandt andet politikere, klippede den røde snor til Vores Hus.
Flere hundrede af byens borgere og andre interesserede var 20. januar mødt op til indvielsen på en lidt råkold formiddag.
Veje under vand
2024 blev en våd en af slagsen. Så meget, at det til tider gav oversvømmede veje.
Det mærkede bilister og beboere på Vejstruprød Landevej i februar, der stod under vand i flere dage. Men også Vestre Ringgade og Ålegården blev ramt af oversvømmelserne.
Vinfestival tilbage
I slutningen af februar vendte Trekantens Vinfestival tilbage efter syv års pause. Vinfestivalen fandt sted i Parkhallen og vender også i 2025 tilbage.
Plantorama åbnede i Kolding
Den 1. marts blev Plantoramas afdeling i Kolding åbnet. Det skete med stribevis af kunder, der ville være med til åbningsfesten.
Centret er fordelt på to etager og hele 11.694 kvadratmeter i alt.
Brand i Shell-tank
Bygningen, der husede Shell-tanken i Sdr. Bjert, blev natten til 10. marts ramt af en brand. Der skete store skader. Først i september var politiets brandundersøgelser afsluttet. Og konklusionen var, ingen blev sigtet for brandstiftelse. Det har ikke været muligt at fastslå, om branden var påsat.
Shell oplyste i september til jv.dk, at tankstationen skulle sættes i stand og drift. Hvem der skal drive stedet videre er uvist.