Login to your account

Username *
Password *
Remember Me

De første minusgrader har for længst ramt det danske land, og der bliver tændt for varmen i de fleste hjem. Når varmeforbruget stiger, har regningen det med at følge trop. Heldigvis kan du ved hjælp af få ændringer og seks gode råd holde varmeregningen i bund – helt uden at fryse imens.

Vinteren er over os, og det betyder, at mange radiatorer bliver tændt i de danske hjem. Men det kan lynhurtigt blive en dyr fornøjelse, når vi skruer på termostaterne. Heldigvis er der mange ting, du selv kan gøre for at holde varmen oppe og regningen nede:

- Først og fremmest handler det om at undgå varmeudslip. Hvis du følger vores seks gode råd til at bruge dine varmekilder rigtigt, undgår du at fyre for gråspurvene, og du sørger samtidig for, at varmeregningen ikke stikker af. Hvis det mod forventning ikke virker, er det en god idé at undersøge, om det er dine vinduer, der lader for meget varme slippe ud, fortæller Peer Bertelsen, salgschef hos vinduesproducenten Velfac, i en pressemeddelelse.

6 gode råd

1) Brug alle radiatorer ens

Det kan virke ulogisk at skrue op for de radiatorer, du ikke sidder i nærheden af, men kombinationen af en iskold og en brandvarm radiator er dyr i drift, fordi du ikke udnytter varmen optimalt. Det gør du derimod, hvis du bruger alle radiatorer i rummet og indstiller termostaterne ens – så varm endelig op.

2) Lad radiatoren stå frit

En radiator er ikke altid lige pæn, og det kan være fristende at gemme den bag fx sofaen. Det gør måske noget godt for din indretning – det samme er bare ikke tilfældet for din varmeregning. Hvis den varme luft ikke kan komme væk fra radiatoren og stige til vejrs, vil radiatorens sensor tro, at rummet allerede er varmt. Det resulterer i, at du sidder og fryser i din sofa, imens sofaens ryg er brandvarm.

3) Brug gardiner og persienner smart

Det er både godt for dit humør og din varmeregning at trække gardinerne fra om morgenen for at få fuld udnyttelse af den smule solskin, vinteren giver. Men husk, at det også gælder den anden vej rundt – om natten kan du holde varmen inde ved at trække for og rulle ned for gardiner og persienner.

4) Drop tæpperne og udnyt din gulvvarme

Hvis du har gulvvarme, skal du overveje at droppe gulvtæpperne, da de forhindrer varmen i at trænge op i rummet. Kan du ikke undvære de lune tæpper, er mindre og løse tæpper den bedste løsning.

5) Hold en konstant temperatur

Måske vil du gerne have det koldere om natten end om dagen, men det kan hurtigt blive en dyr fornøjelse at varme op igen dagen efter. Hvis du gerne vil have en lavere temperatur om natten, kan du nøjes med at sænke temperaturen et par grader.

6) Luft ud kortvarigt, men ofte

Der skal luftes ud i en bolig – også om vinteren. Det betyder dog ikke, at du bare skal lade vinduerne stå på vid gab i timer ad gangen. Når der er rigtig koldt, er det bedre at lufte ud hyppigere, men i kortere tid ad gangen. På den måde når vægge og andre indvendige bygningsdele ikke at blive for kolde og dermed svære at varme op igen.

Vinterens nattefrost betyder glatte veje om morgenen og dermed potentielt flere uheld på vejene. Kør hjemmefra i god tid, lyder opfordringen fra forsikringsselskabet Topdanmark.

Denne uges frost, is og sne kan betyde flere ulykker i morgentrafikken. Kør hjemmefra i god tid for at undgå ulykker, lyder opfordringen fra forsikringsselskabet Topdanmark.

- Frost og glatte veje gør færdsel i trafikken farligere for alle om vinteren. Det gælder for lastbiler, biler, cyklister og fodgængere, siger Maiken Russ, skadeschef i Topdanmark, i en pressemeddelelse.

Sæt farten ned

Hold derfor tempoet i ro, når glatte veje, vinterregn og mørke kræver din fulde opmærksomhed. Kør hjemmefra i god tid.

- Vi oplever, at skaderne især sker i de perioder, hvor trafikken er tæt, og folk gerne vil hurtigt frem, siger Maiken Russ.

Husk at skrabe is af bilruderne, inden du begynder at køre. Undgå at have tunge ting som fx fliser, fyldte sække i bagagerummet, da det kan være livsfarligt ved en hård opbremsning.

Råd til vinterkørsel

• Skift til vinterdæk af en god kvalitet, da det mindsker risikoen for ulykker.
• Stå op i god tid om morgenen og lyt til vejr- og vejmelding.
• Skrab altid is og sne af bilruder, lygter og spejle, før du kører.
• Tag afsted i god tid.
• Kør altid efter forholdene.
• Giv tegn i god tid, når du skal svinge eller skifte vejbane.
• Sænk farten og hold afstand.
• Medbring en sneskovl, startkabler, refleksveste og tæpper i bilen.
• Undgå at have tunge ting i bilens bagagerum.
Sådan gør du, hvis bilen glider
• Træd på koblingen.
• Løft foden fra speederen.
• Ret op og styr bilen ligeud.
• Brems i ét og højst et par sekunder.
• Slip bremsen og styr bilen ind på kursen - styr og brems eventuelt flere gange, men kun i korte øjeblikke. Hak dig gennem svinget.
• Sørg for at styre med bløde, rolige bevægelser.

Eksempler på anmeldelser i vinterhalvåret

Hund tog skade

Modkørende bilist mistede kontrollen over sin bil grundet glat føre og høj fart og kom over i min side, så sammenstød var uundgåelig. Modpartens højre side ramte direkte ind i min front. Ved sammenstødet klemte min hund hundeburets front i stykker. Traileren, som var spændt efter bilen, blev ved sammenstødet hægtet af bilen og har også taget skade. Hunden er efterfølgende blevet tilset af dyrlæge.

Uheld i indkørsel til skole

I glat føre skred bilen, da jeg svingede ind i indkørslen til en skole. Bilen ramte et vejskilt og skred rundt i svinget og ramte en kantsten, så højre hjul er blevet trykket tilbage. Is på vejbanen fik mig til at glide over i den anden vognbane, og jeg ramte en bil, hvis kofanger knækkede. Jeg kørte 40 kilometer i timen.

Uheld ved snefygning

Tidligt om morgenen mistede jeg herredømmet over bilen på den sneglatte vej. Der var pludselig et stykke med 20 til 30 centimeter fygesne på vejen, som fik bilen til at trække mod venstre, indtil den med venstre front hårdt ramte en snevold efterladt i siden af vejen af en sneplov. Ved slaget begyndte bilen at snore rundt. Bilen endte med bagenden i et krat.

  1. Populært
  2. Læs også...

Nyheder efter dato

« December 2019 »
Man Tir Ons Tor Fre Lør Søn
            1
2 3 4 5 6 7 8
9 10 11 12 13 14 15
16 17 18 19 20 21 22
23 24 25 26 27 28 29
30 31