Europa-Parlamentsvalget står for døren.

Socialdemokratiet er både klar til Europa-Parlamentsvalget og til Folketingsvalget og de arbejder ihærdigt på, at få genvalgt deres to kandidater - henholdsvis Christel Schaldemose til Europa-Parlamentet og Christian Rabjerg Madsen til Folketinget.

Fredag var dedikeret til EU-valgkamp i Kolding Kommune. Christel Schaldemose var på besøg i Kolding.

Dagen startede i Floraklubben i Kolding, efterfulgt af en debat på Eltang Skole og senere gadeaktioner ved henholdsvis Liva Stormarked på Galgebjergvej i Kolding og Kolding midtby:

- Dagen har langt hen ad vejen været, som en rigtig valgkampsdag skal være. Jeg har talt med en masse mennesker her i Kolding, som jeg normalt ikke taler med. Det er dejligt at komme ud og gøre Europa-Parlamentets arbejde mere nærværende og forståeligt for mange koldingensere, siger Christel Schaldemose i en pressemeddelelse.

Hun har siddet i Europa-Parlamentet i 12 år. Her har hun særligt kæmpet for de ting, der betyder noget for hverdagen. Eksempelvis at få sundhedsskadelige stoffer ud af legetøj, fødevarer og hudplejeprodukter, at få mindre luftforurening, samt gøre noget ved social dumping.

Byrådsmedlem med på turen

Christel Schaldemose havde Elvis Comic, medlem af Kolding Byråd, med sig hele dagen:

- Jeg er rigtig glad for, at Christel lægger vejen forbi Kolding Kommune. EU er utrolig vigtigt også for det lokalpolitiske, siger Elvis Comic og tilføjer:

- Der var en god stemning blandt borgerne og vi fik nogle gode snakke, slutter Elvis Comic.

EU-valget afholdes den 26. maj, mens det fortsat er usikkert, hvornår der afholdes Folketingsvalg. Det skal dog afholdes senest den 17. juni.

Dansk Folkeparti i Kolding, Billund, Vejen og Haderslev er gået sammen om et stort valgmøde på Hotel Vamdrup.

I anledning af det forstående valg til Europa-Parlamentet kommer Dansk Folkepartis nye spidskandidat Peter Kofod og partiets nr. 3, Pia Adelsten, på besøg.

Det sker mandag den 6. maj klokken 19.

Blandt temaerne for mødet er EU efter Brexit, grænsekontrol, velfærdsydelser til EU borgere og indvandringen til EU.

Der er gratis adgang.

 

"Vi vil Europa" afholder 1001 Hjem-samtaler i Kolding op til EU-valget 26. maj.

I uge 5 diskuterer danskerne EU, når "Vi vil Europa" afholder 1001 Hjem-samtaler.

I Kolding kan man deltage i samtaler torsdag den 31. januar fra klokken 16-17 eller fra 17.15-18.15 på Kolding Bibliotek, mødelokale 1. Her lægger den lokale EU-kandidat, Bo Vesterlund (SF) op til samtale/debat om klimaforandringer og miljøtiltag, om arbejde og fri bevægelighed og om flygtninge og solidariske løsninger.

Alle kan deltage i samtalerne, og man bedes tilmelde sig på www.vivileuropa.dk/eu-uge-5.

"Vi vil Europa" er 24 organisationer og politiske partier som vil styrke viden og debat om EU og inddrage danskerne i debatten.

Åbent EU-vælgermøde

Januar 17, 2019

Du kan komme til EU-vælgermøde med De Konservatives spidskandidat.

Mandag den 21. januar inviteres alle interesserede til åbent EU-vælgermøde, hvor De Konservatives spidskandidat Pernille Weiss vil præsentere sig selv og fortælle om sine politiske mærkesager.

Pernille Weiss er født i marts 1968 i Gamborg på Fyn, i en tømrermesterfamilie. Hun er uddannet sygeplejerske, cand. scient. san. & master i ledelse og innovation samt certificeret sexolog. Hun arbejder nu som selvstændig erhvervsdrivende og rådgiver.

Pernille Weiss fortæller om sig selv:

- Efter gymnasiet ville jeg egentlig have læst politologi i København, men blev heldigvis på Fyn og løftede min mødrenearv og blev sygeplejerske. Det har jeg aldrig fortrudt! Sygeplejen er og bliver mit praktiske udgangspunkt for det meste af det jeg gør som menneske – for mennesker. Jeg har tre voksne børn og et barnebarn.

Konservative i Kolding er ikke i tvivl, det er rigtig vigtigt at Det Konservative Folkeparti bliver valgt til Europa-Parlamentet, fordi Det Konservative Folkeparti er det eneste danske parti, der er repræsenteret i den store og vigtige EPP-gruppe, som udgør næsten en tredjedel af hele Europa-Parlamentet.

Vælgermødet finder sted den 21. januar klokken 19.30 på KUC, Ågade 27 i Kolding.

De Konservative i Kolding står bag arrangementet.

Europa-Parlamentsvalg afholdes den 26. maj.

Konservative stiller med stærkeste hold i Kolding.

Senest den 17. juni 2019 skal der afholdes folketingsvalg i Danmark.

Det Konservative Folkeparti i Kolding har derfor nu to kandidater klar til valget. Niels Flemming Hansen bliver spidskandidat i Sydjyllands storkreds, mens Knud Erik Langhoff, tidligere byrådsmedlem og formand for teknik og miljø i Kolding, bliver kandidat i Kolding-kredsen.

Sydjyllands stemme på Borgen

Knud Erik Langhoff har med sin erfaring i lokalpolitik et indgående kendskab til problematikkerne i Trekantområdet. Knud Erik Langhoff skal være Trekantområdets stemme til det kommende folketingsvalg. Et fokus, som også deles af Niels Flemming Hansen:

- Vi skal have en stærk konservative stemme på Christiansborg, som kan sætte Trekantsområdet – og i særdeleshed Syddanmarks - udfordringer frem i lyset. Lige nu har Det Konservative Folkeparti ikke nogen repræsentation fra Sydjyllands Storkreds. Det skal vi have lavet om på. Jeg har igennem længere tid gerne set Knud Erik på holdet, og nu lykkedes det. Som holdet ser ud nu, har vi 50% tradition og 50% fornyelse, og jeg føler mig overbevist om, at det er det, som det borgerlige Syddanmark har brug for, siger Niels Flemming Hansen i en pressemeddelelse.

Valgkampen er lige om hjørnet

Sammensætningen af kandidater i Syddanmark er også noget, der er blevet bemærket af partiformand, Søren Pape Poulsen:

- Jeg må sige at det er nogle meget stærke kræfter, vi stiller op med i Sydjyllands storkreds. De dækker et bredt udsnit af befolkningen, og kombinationen af unge og voksne kræfter virker god. Jeg er sikker på, at de kommer til at kæmpe dag og nat, og skal forhåbentligt nok give pote, så det bliver et godt valg for Det Konservative Folkeparti i Syddanmark.

Side 5 ud af 5