Kolding Netavis

Sydtrafik hæver priserne på busture

Foto: Sydtrafik.

Korte busture stiger mere end på de længere ture, oplyser Sydtrafik.

Prisstigningerne på diesel, gas og el betyder, at priserne på busrejser i Syd- og Sønderjylland stiger med 4,9 pct. i gennemsnit. På korte rejser er stigningerne større end på de længere rejser, og priserne stiger mere på enkeltbilletter end på pendlerperioder.

-Desværre er omkostningerne til at drive den kollektive transport steget markant i den seneste tid. Samtidigt har priserne været holdt i ro i flere år, og det gør det nødvendigt at lade dem stige nu, fortæller Lars Berg, administrerende direktør i Sydtrafik, i en pressemeddelelse.

Trafikstyrelsen fastsætter hvert år et loft for, hvor meget priserne i offentlig transport må stige ud fra et særligt indeks, der afspejler omkostningsudviklingen i sektoren det forrige år.

Det betyder, at priserne til bus og tog i den jyske del af Region Syddanmark pr. 15. januar 2023 reguleres, så priserne samlet set ligger indenfor takststigningsloftet på 4,9 pct.

Enkeltbilletter er dyrest

Den største stigning ses på enkeltbilletterne til de korteste rejser. Enkeltbilletterne stiger nemlig med to kroner uanset antallet af zoner, så den billigste enkeltbillet går fra 24 til 26 kr. For børn under 16 år er stigningen 1 kr. og en betalende voksen kan fortsat tage 2 børn under 12 år med gratis.

Enkeltbilletterne kan købes i Sydtrafiks app eller ved chaufføren med kontanter.

Rejsekort stiger mindre

På Rejsekortet kan man nøjes med en stigning på 1,25 kr. ved en 2-zoners rejse, så prisen går fra 18,25 kr. til 19,50 kr. Så der er stadig en del penge at spare ved at benytte rejsekortet frem for enkeltbilletter, og ligesom ved enkeltbilletterne er prisstigningerne mindre på de længere rejser.

Pensionisternes rejsekort stiger med samme procentsats, så en 2-zoners rejse går fra at koste 13,69 kr. til at koste 14,63 kr. Hvis man rejser mellem 11-13 eller efter kl. 18.00 på hverdage, så er der fortsat 20% rabat på alle rejsekort, og det samme gælder lørdag, søndag og helligdage.

Pendlerkort får de mindste takststigninger

Et pendlerkort til 2 zoner til en måned stiger kun fra 384 kr. til 390 kr. Nogle pendlerkort med flere zoner får stigninger, der er lidt større, men rejser man mellem 8 og 11 zoner, vil man slet ikke opleve nogen stigning.

Pendlerkort til pensionister følger også den samme procentvise stigning, så det efter d. 15. januar koster 273 kr. for et 2-zoners pendlerkort til 30 dages fri rejse – mod 268,80 kr. i dag.

Flextrafikken bliver også dyrere

Flextrafikken kan bruges under en del forskellige ordninger. Mange kender handicapkørslen, som man skal visiteres til. Mens andre flittigt bruger den åbne del af flextrafikken, som alle kan bestille: fx Flextur og Plustur. Priserne reguleres forskelligt på de forskellige ordninger.

Flextur stiger mest

Helt overordnet stiger mindsteprisen på en Flextur ved årsskiftet fra 40 kr. til 45 kr. på en Flextur, og prisen pr. kilometer stiger fra 5,50 kr. til 6,25 kr. Det vil sige, at man kan køre op til 7 km for 45 kr., og herefter beregnes prisen pr kørt kilometer. I en enkelt kommune, Billund, er kilometersatsen lavere, og her stiger den fra 4,00 kr. til 4,50 kr. Derfor kan der også køres 10 km på mindsteprisen. Der er dog fortsat 20% at spare, hvis man bestiller online eller via Flextrafik app’en.

Visiteret handicapkørsel stiger mindre

Også på handicapkørslen stiger mindsteprisen til 45 kr. og kilometer prisen stiger med 0,50 kr. fra 3,50 kr. til 4,00 kr. pr kørte kilometer. Hvis man benytter mulighederne for at bestille online eller via app får man ligeledes 20% rabat, så falder startprisen dog til 36 kr. For den pris kan man køre de første 11 kilometer, før der skal betales yderligere.

Plustur og Flexrute følger busbilletten

På produktet Plustur, der giver et lift med flextrafik til nærmeste knudepunkt i den kollektive trafik, stiger prisen fra 24 kr. til 26 kr., Den følger på den måde prisen for en enkeltbillet til bussen, der stiger tilsvarende 15. januar 2023. Det samme sker på Flexrute, der kan bruges til at køre fra stoppested til stoppested på tidspunkter, hvor der ikke er almindelig buskørsel.

Del denne artikel