Lørdag, 19. oktober 2019

Login to your account

Username *
Password *
Remember Me

Fredag aften åbnede Legoland Castle Hotel i Billund med 142 eventyrlige værelser, og åbningen af det Lego tematiserede hotel bød blandt andet på et stort festfyrværkeri.

Der var store smil på læberne hos de børn og voksne, som fredag aften var blandt de allerførste til at overnatte på det helt nye Legoland Castle Hotel. Det nye hotel, der er tematiseret som et ægte Lego slot, åbnede med et brag af et festfyrværkeri, inden de første gæster fik lov til at komme ind på de nye værelser.

- Det er helt fantastisk, at vi endelig har åbnet vores nye hotel. Vi har glædet os rigtig meget til at byde de første gæster velkomne i dag, og så var det bare rigtig dejligt at se børnenes reaktioner, da de ankom til hotellet og gik på opdagelse i et slot fyldt med eventyrstemning og LEGO magi, sagde Christian Woller, direktør i Legoland.

Riddere på hest og stort festfyrværkeri

Inden de forventningsfulde gæster kunne gå på opdagelse på det nye hotel, var der både en drage, ægte riddere til hest og en prinsesse i spil for at få åbnet slottet, så det hele til sidst kunne fejres med et stort festfyrværkeri.

- Det er en rigtig stor dag i Legoland. Når vi i dag kan åbne dørene til vores helt nye hotel, så er det kulminationen på fire års intensivt arbejde, og det skal naturligvis fejres med et brag af en åbningsfest, og det må man sige, at vi har fået stablet på benene her i aften, sagde Christian Woller.

Udover de heldige gæster, som skulle overnatte på slottet for allerførste gang, var mange interesserede fra lokalområdet også mødt op for at opleve åbningen af det nye slot i Billund.

Store forventninger

Det nye Castle Hotel er Legoland Billunds største investering til dato på 200 mio. kroner, og med de 142 nye værelser kommer Legoland op på at have 365 Lego tematiserede hotelværelser.

- Vi har meget store forventninger til vores nye hotel. Det er et helt ekstraordinært byggeri, og jeg vil gå så langt som til at sige, at det er Danmarks mest gennemførte hotel for børnefamilier, slutter Christian Woller.

Lørdag formiddag klokken 10 slår Legoland også porten op til en ny sæson, som udover det nye hotel byder på et spændende riddershow – Battle of the Brick, som kan opleves fra 4. maj til 17. august.

Se billederne længere nede på siden...

Legoland søger lige nu 100 familier, som skal teste årets store nyhed, Legoland Castle Hotel, der åbner den 29. marts.

Når Legoland slår dørene op til sæson 51, bliver portene samtidigt åbnet til årets helt store nyhed - Legoland Castle Hotel. For at komme rigtig godt fra land er forlystelsesparken på udkig efter 100 testfamilier til at flytte ind og teste det nye hotel.

- Vi glæder os rigtig meget til at åbne vores nye LEGOLAND Castle Hotel, der så småt er ved at være klar til at tage imod de forventningsfulde gæster. For at sikre at alt er fuldstændig perfekt, søger vi lige nu 100 testfamilier til at komme og bo på de spritnye værelser og hjælpe os med at få skabt den bedste oplevelse, siger Legolands direktør, Christian Woller.

For at komme i betragtning til jobbet som testfamilie på Legoland Castle Hotel, skal man tilmelde sig lodtrækningen på www.legoland.dk senest den 17. marts.

Fantasien bliver til virkelighed

Hensigten med det nye Legoland Castle Hotel er at skabe oplevelser, der kan suge børnene helt ind i det magiske univers, der opstår mellem barn og Legoklods. Det vil de kommende testfamilier kunne se fra det samme sekund, de ruller ind på parkeringspladsen, hvor Lego byggede riddere og drager byder velkommen.

- Med Legoland Castle Hotel skaber vi et gennemført univers, der kommer til at overgå alt det, vi tidligere har formået. Det bliver et magisk sted for børnefamilier fyldt med eventyr og magi, og derfor er jeg også overbevist om, at børnene vil føle, de har boet på et ægte slot, når de kører hjem igen, siger Christian Woller.

I alt er der 142 værelser på Legoland Castle Hotel, og der venter testfamilierne et ophold blandt seje prinsesser, modige drageriddere eller tossede troldmænd.

Skal også teste nyt show

Fra den 4. maj bevæger magien fra Legoland Castle Hotel sig også helt ind i Legoland, når det storslåede riddershow ’Battle of The Brick’ indtager parken med levende heste og modige riddere.

- Vi glæder os rigtig meget til, at vores helt nye riddershow ’Battle of the Brick’ indtager Legoland i begyndelsen af maj. Derfor vil nogle af testfamilierne også komme på besøg i den periode, hvor de kan teste den ultimative Castle-oplevelse i form af overnatning på Legoland Castle Hotel og et storslået show i parken med lansekamp på hesteryg, sværdfægtning og seje stunts, siger Christian Woller.

Legoland Castle Hotel åbner den 29. marts, mens Battle of the Brick kan opleves fra 4. maj – 17. august.

Fakta

- Legoland søger i alt 100 testfamilier til at teste Legoland Castle Hotel i perioden fra uge 13-25.
- Deltagelse i lodtrækningen om at blive testfamilie foregår på www.legoland.dk
- Ansøgningsfrist for deltagelse i lodtrækningen: 17. marts

Sæson 2019 kalder, og Legoland skal i år bruge et rekordhøjt antal sæsonmedarbejdere til at give gæsteoplevelser i børnehøjde og træde ind i fantasien i Legoland og på det nye Legoland Castle Hotel.

Når Legoland for 13. gang i træk byder indenfor til jobdage, skal parken ansætte rekordmange nye sæsonmedarbejdere. Samlet er der brug for 600 nye sæsonansatte, som skal kunne træde ind i børnenes fantasi og levere uforglemmelige oplevelser, oplyser Legoland i en pressemeddelelse.

- I Legoland bliver alle børn til helte, og det er vores mange dygtige sæsonmedarbejdere, som gør den største forskel for børnenes oplevelse. At være i børnehøjde og leve sig ind i fantasien er derfor helt centralt for alle medarbejdere i Legoland, og det vil man blandt andet kunne få en lille forsmag på, når man møder op til jobdagene, siger HR director i Legoland, Bente Noringriis.

Til årets jobdage kan man også møde lederne fra de forskellige afdelinger på tværs af Legoland og få en snak med rutinerede sæsonansatte.

- Det er altid en god ide at møde op til jobdagene, for vi lægger naturligvis mærke til ansøgere, der kommer og viser interesse. I år søger vi 600 nye sæsonmedarbejdere, og vi kan se fra år til år, at vi ansætter rigtig mange af dem, vi har mødt til jobdagene. Jeg kan derfor kun opfordre alle interesserede til at komme og besøge os, siger Bente Noringriis.

Alle aldersgrupper er velkomne

Selvom det at søge sæsonjob ofte er forbundet med unge, der skal ud og finde deres første arbejde, så er alle aldersgrupper velkomne til jobdagene i Legoland.

- Jobdagene er for alle, og derfor hilser vi for eksempel også seniorer meget velkomne. Erfarne ansøgere kommer med nogle stærke kompetencer fra arbejdsmarkedet, og synergierne mellem dem og de mange unge ansatte har vi stor glæde af i Legoland, fortæller Bente Noringriis.

Legoland har hvert år mange seniorer ansat i løbet af sæsonen, og de dækker alt fra at være kontrollør ved indgangen til at arbejde i restauranterne.

Forberedelse til næste step

Udover at de fremmødte stifter bekendtskab med at være i børnehøjde, vil de også få værktøjer og stikord til næste led i jobsøgningen. Et nyt initiativ for at hjælpe unge som ældre godt på vej.

- I år vil vi som noget nyt tilbyde alle besøgende at komme ind og få fif til den gode samtale, og til hvordan man præsenterer sig selv allerbedst. For unge er et job i Legoland den optimale start på arbejdslivet, fordi man både lærer at være en rigtig god kollega, får nye faglige kompetencer og får mulighed for at tage ansvar, siger Bente Noringriis.

Jobdage i Legoland finder sted fredag den 25. januar kl. 13.00-17.00 og lørdag den 26. januar kl. 10.00-16.00 på Hotel Legoland.

  1. Populært
  2. Læs også...

Nyheder efter dato

« Oktober 2019 »
Man Tir Ons Tor Fre Lør Søn
  1 2 3 4 5 6
7 8 9 10 11 12 13
14 15 16 17 18 19 20
21 22 23 24 25 26 27
28 29 30 31