Fra mandag den 4. maj træner Kolding IFs fodboldhold igen.

Nordicbet Ligaholdet fra Kolding IF starter igen på træningen mandag den 4. maj, oplyser Kolding IF i en pressemeddelelse. Ved træningen bliver alle nødvendige forbehold taget for at mindske smitterisikoen.

Der er endnu ikke fastlagt en startdato for Nordicbet Liga. Kolding IF håber snart det sker og derfor har klubben tilbagekaldt spillertruppen til træning for at kunne sikre, at truppen i så fald er i den nødvendige forfatning. Træningen vil bære præg af en række sundhedsmæssige forbehold, ligesom Kolding IF følger både Divisionsforeningens og myndighedernes anbefalinger.

For at mindske smitterisikoen vil spillerne blive opdelt i tre grupper af syv spillere med en eller to trænere tilknyttet. Træningen vil foregå forskudt for grupperne, og kun to grupper vil blive trænet om dagen. Både på og uden for banen vil kontakt mellem grupperne blive undgået. Kolding IF har ligeledes påbudt spillerne en række forhold, således at al ophold på stadion omkring træningen mindskes.

Fra Kolding IFs side ses der frem mod træningsstarten med glæde og optimisme om at komme til at spille Nordicbet Liga igen. Klubben vil dog til enhver tid følge Divisionsforeningens og myndighedernes anbefalinger og retningslinjer, ligesom alle nødvendige forbehold for at sikre spillere og træneres sundhed vil blive taget.

Alle aktiviteter for klubbens øvrige hold er fortsat sat i bero, oplyser Kolding IF.

Cheftræner Ulf Sivertsson forlader KIF Kolding.

Efter en fin sæson med Ulf Sivertsson som cheftræner, overtager Andreas Toudahl rollen som cheftræner for KIF Kolding i den kommende sæson. Andreas har fungeret som assistent træner til Ulf Sivertsson i denne sæson. Andreas Toudal (38) har 23 A-landskampe på sit C.V. og har en
lang spillerkarriere i den danske liga.

Andreas Toudahl overtager rollen som cheftræner i KIF Kolding. Foto: BlumePress (Arkivfoto)

- Ulf Sivertsson har leveret en stærk og dedikeret indsats i sæsonen, og har fået sat rammerne for et solidt set-up for KIF til den kommende sæson. Vi har med Ulf fået tilført netop den dedikation og sportslige faglighed, som vi havde hårdt brug for, og som vi har eftersøgt. Derfor er det også med stor beklagelse, at Ulf Sivertsson nu forlader KIF, fortæller KIF bestyrelsesformand, Brian Stein, i en pressemeddelelse.

- Vi har gennem de sidste to år arbejdet med en økonomisk genrejsning af selskabet og tilpasning af KIF’s omkostningsniveau, og vi mener, at vi med nye spillerforstærkninger stod klar til en sportslig genrejsning. En sportslig genoprejsning, som Ulf skulle være en stor del af. Men vi må erkende, at der siden marts i år er opstået en helt ny virkelighed, som berører os alle. Påvirkning fra COVID-19 på underholdningsindustrien, som vi er en del af, bliver alvorlig og langvarig, og det vil få alvorlige økonomiske konsekvenser for sportens aktører. Vi har derfor været nødsaget til, i fuld fordragelighed med Ulf, at stoppe samarbejdet pr. den 30. juni og vi ønsker alle Ulf det bedste for fremtiden, slutter Brian Stein.

Ulf Sivertsson ser tilbage på tiden i KIF Kolding:

- Jeg har tidligere haft otte gode år i Kolding, og jeg anser nærmest Kolding som mit andet hjem, og jeg er jo KIF’er. Det var derfor med glæde, at jeg igen kunne tiltræde jobbet som cheftræner i KIF. Jeg så gerne, at vi kunne have fortsat vores samarbejde i flere sæsoner, men økonomien skal også hænge sammen for alle parter. Det er med vemod, at jeg skal forlade KIF, og jeg håber, at KIF kommer godt videre, og måske vi ses igen, siger Ulf Sivertsson i pressemeddelelsen.

En af KIF Koldings store profiler indstiller nu karrieren.

En af Danmarks store håndboldprofiler i herrehåndboldligaen, Kasper Irming, indstiller karrieren, skriver KIF Kolding på deres hjemmeside.

Kasper Irming er allerede stoppet - det er sket ved denne sæsons afslutning.

Irming har præget dansk håndbold i 13 år. Han har spillet for klubber som Aarhus Håndbold, KIF Kolding København, Skanderborg Håndbold og senest KIF Kolding, hvor han har spillet 189 kampe, skriver KIF Kolding.

Kasper Irming har også været med til at vinde to danske mesterskaber. Det var i 2013/14 og 2014/15.

Beslutningen om, at indstille håndboldkarrieren har været længe undervejs:

- Efter mange år i professionel håndbold har jeg nu besluttet at indstille karrieren. Det er en beslutning, der har været undervejs i de seneste par sæsoner og den har ikke været let. Håndbold har fyldt meget i mit og min families liv og det er svært at give slip på. Men nu er tidspunktet rigtigt for mig, siger Kasper Irming på KIF Koldings hjemmeside.

En af de store danske håndboldprofiler i herrehåndboldligaen indstiller karrieren.

Kasper Irming har valgt at stoppe som professionel håndboldspiller ved udgangen af den netop overstået sæson 2018/19.Kasper Irming har igennem 13 år som professionel været med til at præget dansk Håndbold.

KIF Koldings direktør, Christian Phillip, accepterer Irmings beslutning med den dybeste respekt.

 

Efter et stort drama fredag aften reddede KIF Kolding sig endnu en sæson i herreligaen.

I en tredje og altafgørende kamp skulle KIF Kolding fredag aften forsøge at undgå nedrykning til 1. division. Men TM Tønder gav igen KIF Kolding kamp til stregen, men KIF kunne efter en formidabel indsats trække sig sejrigt ud med cifrene 33-28 (pausestillingen var 17-14).

Men TM Tønder overgav sig ikke sådan undervejs i kampen. Med et kvarter tilbage bragte Tønder sig i front med 21-22 og med godt ti minutter tilbage var Tønder fortsat i front med 24-25. Da sitrede Sydbank Arena i nervøs spænding, men så trådte flere KIF-spillere i karakter, skriver KIF Kolding på deres hjemmeside.

Martin Mauer Larsen, som har haft en svær sæson, scorede et par fantastiske mål, unge Jeppe Larsen scorede på en kontra sit tredje mål, og både Jens Svane Peschardt og Kasper Irming lavede vigtige mål i slutfasen samtidig med, at Anders Petersen diskede op med vigtige redninger, da TM Tønder var tvunget til at forcere.

Samtlige KIF-spillere fortjener at blive nævnt, fortsætter klubben. Cyril Viudes spillede en flot afskedskamp, Flodman på fløjen var som altid scoringssikker, Olafur Gustafsson og Alexander Morsten leverede en klippestærk indsats både i forsvar og angreb, og Richard Frisk havde også nogle vigtige redninger og en super aflevering, som endte i hænderne på Andreas Flodman, som gav en vigtig kontrascoring.

Efter kampen var cheftræner Lars Rasmussen en lettet mand:

- Det er nok det største pres nogensinde; den hårdeste, sværeste periode i mit liv som spiller og træner. Man skal være tæt på mig for at forstå, hvad man har været igennem. Lettelsen er svær at beskrive. Det har været et helvede i tre og en halv måned. At slutte af sådan her gør det hele, siger klubbens cheftræner Lars Rasmussen til TV2 Sport.

Fredag aften var der 4129 tilskuere, hvilket var sæsonrekord.

Lars Frederiksen stopper som cheftræner i KIF Kolding/KIF Håndbold Elite A/S.

Efter næsten to år som cheftræner er Lars Frederiksen og klubbens ledelse blevet enige om, at det er tid til at bringe nye kræfter ind i trænerteamet.

Lars Frederiksen har været med til at vinde fem danske mesterskaber for klubben. Han fik i sin tid som cheftræner for KIF Vejens kvinder vendt udviklingen positivt til Europa Cup finale og DM-bronze for dem.

- Lars Frederiksen har leveret et solidt stykke arbejde, og har været ankermand i en svær periode for klubben, hvor holdet blev bragt frem til slutspilsplads i sidste sæson, siger bestyrelsesformand for KIF Kolding, Brian Stein, i en pressemeddelelse.

- Vi sigter nu ud i markedet for mulige kandidater, som kan tage over efter Lars Frederiksen, og indtil vi har fundet en ny cheftræner, vil assistenttræner Lars Rasmussen tage over.

Klubben fortæller ikke i pressemeddelelsen om, hvad årsagen er til, at Lars Frederiksen stopper som træner. Det har dog været fremme i flere medier, at spillerne har været utilfredse med cheftræneren.

KIF Kolding har i øvrigt ansat en ny direktør med virkning fra 1. februar. Klubben har ansat Christian Phillip som direktør.

 

Side 1 ud af 3