Den 23. november klokken 17 – midt under Black Friday – bliver der god grund til at stoppe op et øjeblik. Der tændes årets julebelysning i Koldings Søndergade syd nemlig med et væld af de kendte og elskede Disney-figurer.

Frost, Elsa og Anna. Anders And. Mickey Mouse og Pluto. Ingen kommer til at mangle, når Koldings Søndergade syd som ved et trylleslag bliver omdannet til Magic Street med alle de kendte og elskede Disney-figurer. Det skriver City Kolding i en pressemeddelelse:

- Det bliver en fuldstændig magisk oplevelse. Jeg er både glad og stolt af, at det er her i Kolding, vi får lov til at afholde Danmarks premieren på dette helt overvældende lysshow, siger en begejstret citychef, Mette Schumacher om årets julebelysning i Søndergade.

Fra alle os til alle jer

Bag den store satsning i Kolding står City Kolding, som har samarbejdet med den lokale virksomhed Jada Group.

- Jeg er rigtig glad for, at vi kan gennemføre denne store event sammen med en lokal samarbejdspartner, og jeg kan tydeligt mærke, at de også brænder for at give os alle sammen en mindeværdig oplevelse med denne installation, siger Mette Schumacher, som er sikker på, at initiativet kommer til at tiltrække endnu flere handlende til byen.

- Kolding er allerede kendt for sin smukke julebelysning, og vi ved, at der er mange, som kommer hertil fra andre byer for at opleve den fortryllende stemning, som lysene giver, og i år får den lige en ekstra dimension med dette imponerende event, siger Mette Schumacher, som også sender en tak til Koldings Texkild aps, der støtter initiativet med et bidrag.

Julebelysningen tænder for første gang den 23. november klokken 17 og kan ses helt frem til jul.

Julemarked med gospel

November 10, 2018

Der er julemarked med gospel og masser af boder.

Der bliver kræs for øregangene og vuggende julegospel for de morgenfriske, når South City Gospel Choir åbner årets julemarked i Bethel på Tøndervej 5 i Kolding lørdag den 24. november klokken 10.30.

Efter den musikalske indledning åbner boderne, der igen i år bugner af gode tilbud. Bethels julemarked er blevet en fast tradition og kendt i store dele af byen for god stemning, finurlig hjemmelavet julepynt og flotte gevinster i tombolaerne for både børn og voksne.

Når julehandlen er afsluttet, er der mulighed for at stille sulten og tørsten i den hyggelige café, som holder åbent indtil 13.30, hvor markedet lukker.

Missionshuset Bethel er opført i 2016 og danner rammen om Indre Missions aktiviteter i Kolding. I løbet af dagen vil der være mulighed for en rundvisning for interesserede.

Side 5 ud af 5