Vil du høre nogle forstandige, men sikkert også provokerende bud på, hvordan fremtiden sætter krav til Kolding som en kreativ og bæredygtig by? Så mød op torsdag 5. december og lyt til fremtidsforskeren Anne Skare Nielsen, der kalder sig selv for en talende tornado.
Anne Skare Nielsen er keynote speaker ved en designevent med titlen ”Exploring the Sustainable Creative City”, der er arrangeret af Kolding Kommune, Business Kolding, D2i og Designskolen Kolding i regi af EU Interreg-projektet VekselWirk.
En enkelt del af eventen er åben for alle, der har lyst, nemlig foredraget med fremtidsforsker Anne Skare Nielsen. Hun bydes velkommen af borgmester Jørn Pedersen og holder sin keynote speach hos IBA Erhvervsakademi i Kolding, torsdag den 5. december klokken 13.15-14.45. Det er gratis at deltage, men tilmelding er nødvendig, oplyser Kolding Kommune.
En af verdens bedste
Anne Skare Nielsen sætter fokus på fremtidens krav til den kreative og bæredygtige by. Hun zoomer ind på, hvordan vi som borgere og virksomheder kan bidrage til og forberede os på en transformation af byen, så den bliver mere bæredygtig. En forvandling, hvor vi måske kan udnytte kreativiteten på nye måder.
Og der er både fart over feltet og kolorit på sproget, når Anne Skare Nielsen går på scenen. Hun betegner sig selv som en af verdens bedste fremtidsforskere og noget af det skarpeste fra videnskabens verden – mikset med intuitive og empatiske superkræfter og et ordentligt vognlæs humor. Hendes favoritcitat er: ”Du kan altid gå i panik senere.”
– Jeg ser frem til at byde Anne Skare Nielsen velkommen med sit syn på, hvordan vi kan bygge videre på vores kreative og bæredygtige by. Det er altid godt med et friskt pust udefra, og jeg forventer, hun kommer til at ruske godt op i os med sine skarpe iagttagelser, påpeger borgmester Jørn Pedersen.
Tilmelding
Tilmelding til Anne Skare Nielsens foredrag skal ske senest 1. december. Der er et begrænset antal pladser, så først til mølle-princippet gælder.