Kolding Netavis

Gode arbejdsvilkår er ikke en selvfølge – heller ikke lokalt

Elo Christoffersen
Victoria Davidsen (S). Privatfoto.

Victoria Davidsen (S), byrådskandidat, (hemmelig adresse, kendt af redaktionen), 6000 Kolding.

1.maj handler ikke kun om faner, fællessang og fejring af resultater. Arbejdernes internationale kampdag handler i højere grad om vores fælles ansvar for at sikre et stærkt arbejdsfællesskab og kæmpe for noget helt konkret – anstændige, ordentlige og bæredygtige arbejdsvilkår.

Vi er nået langt, men vi er ikke i mål endnu. Tryghed, ligeværd og respekt i arbejdslivet er ikke noget, vi kan tage for givet. Vi skal fortsat sikre, at alle – uanset køn, uddannelse, baggrund eller branche – har lige rettigheder, rimelige vilkår samt mulighed for et godt og bæredygtigt arbejdsliv.

Når medarbejdere må løbe stærkere, og når nogle faglærte og ufaglærte må acceptere usikre ansættelsesforhold for at få fodfæste på arbejdsmarkedet, bliver det tydeligt, at gode arbejdsvilkår ikke kommer af sig selv – heller ikke i vores lokalsamfund.

Fleksibilitet på arbejdsmarkedet må aldrig blive en undskyldning for utryghed, stress eller ringere arbejdsvilkår. Vi har brug for moderne løsninger, men det kræver også vores grundværdier, såsom ansvarlighed, fællesskab og anstændighed.

Hvis vi vil sikre både en stærk velfærd og en bæredygtig fremtid, skal vi sørge for, at arbejdstagere mødes med respekt, ligeværdighed og retfærdighed. Gode arbejdsvilkår er ikke kun noget, der forhandles i overenskomster eller diskuteres på Christiansborg – de mærkes og skabes i hverdagen – på den lokale skole, på plejehjemmet, i byggebranchen og på kontoret.

Som kandidat til byrådet i Kolding Kommune for Socialdemokratiet, er jeg optaget af, at vi tager ansvar og prioriterer godt arbejdsmiljø samt rimelige arbejdsvilkår og arbejdsforhold – både i det offentlige og det private.

Erfaringsmæssige data viser, at grøn omstilling og ESG-tiltag ikke kun er nødvendige for at sikre bæredygtighed, men også for at styrke konkurrencekraften og skabe økonomisk værdi. Derfor er det afgørende, at vi investerer i medarbejdernes rettigheder og trivsel, for en mere bæredygtig fremtid.

Det er en investering, vi skylder hinanden, så lad os bruge 1. maj til at stå sammen om et værdigt og bæredygtigt arbejdsliv for alle.

God kampdag – og tak til alle, der hver dag får vores samfund til at hænge sammen.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel