Ny Form ryster posen med ’Nej tak-kampagne´ til fordel for havet.
I Ny Form butikkerne er det blevet et hit at gå ud ad døren med favnen fuld af varer fremfor at bære dem ud i plastikposer. Årsagen er en kampagne, der handler om at minimere forbruget af plastikposer til gavn for havmiljøet, oplyser Ny Form i en pressemeddelelse. Ny Form har hovedkontor i Kolding:
– Hver gang en kunde siger nej tak til en plastikpose, donerer Ny Form to kroner til opsætning af dispensere med røde havfaldsposer på de danske strande. Det er ren logik, fortæller Kurt E. Nielsen, indehaver af 29 Ny Form butikker og fem Outlets, som sælger sports- og fritidstøj og alle ligger placeret ved vandet.
– Jeg kan godt li’ at gøre tingene simple, og med et samlet forbrug på 450.000 plastikposer årligt og en udgift på op imod 900.000 kr. var dette et oplagt sted at sætte ind, siger Kurt E. Nielsen, der indtil nu har samlet i alt 150.000 kroner ind.
Fanø var først
Plastikprojektet startede på Fanø, hvor Ny Form i 2018 donerede 10.000 kroner til ’Ren Strand Fanø’, hvor Peter Michelsen og hans familie arbejder målrettet på at holde øens strande fri for havfald:
– Vi var vildt imponerede over deres indsats og ville gerne støtte op om ’Ren Strand Fanø’, da det også skaber værdi for os andre forretningsdrivende, at stranden er ren og pæn, siger Kurt og fortsætter:
– I år tog vi så næste skridt og spurgte, om vi måtte bruge ’Ren Strand Fanø’ i en kampagne, der gik på, at hver gang en kunde i Ny Form på Fanø takkede nej til en pose, så donerede vi to kroner til projektet. Siden påsken 2019 har vi samlet 10.000 kroner ind til ’Ren Strand Fanø’ via den ene butik. Det svarer til 5.000 plastikposer, som vi altså ikke har sendt ud ad døren.
Derfra var ideen skabt:
– Rygtet spredte sig hurtigt, kunderne ville rigtig gerne hjælpe, og efterhånden siger de selv, når de står ved kassen, at de gerne selv vil donere to kroner, hvorefter de går ud af butikken med varerne i hænderne og læsser dem direkte ind i bilen.
Ringe i vandet og nye ideer
I dag siger 8 ud af 10 kunder på Fanø nej tak til poser og i stedet doneres to kroner til ’Ren Strand Fanø’. Kampagnen er en win-win for alle, selvom Kurt dog skulle vænne sig til én ting:
– Det tog lidt tid at vænne mig til tanken om, at jeg mistede den reklameværdi der ligger i, at folk går rundt med poser med Ny Form logoet på. Men den tanke har jeg efterhånden sluppet. Nu ligger værdien i stedet i den opmærksomhed det giver, at kunderne går rundt med favnen fuld af varer, hvilket giver anledning til gode snakke og skaber en anden form for synlighed.
Op til sommerferien gik Kurt i gang med at brede kampagnen ud til de øvrige Ny Form butikker:
– Kunderne tager rigtig godt imod kampagnen, og vi forventer at kunne bidrage med et solidt beløb til flere dispensere med havfaldsposer rundt om ved de danske kyster.
Antiplastikposekampagnen har boostet kreativiteten hos den driftige forretningsmand:
– På Fanø har vi i samarbejde med ’Ren Strand Fanø’ etableret et aktivitetscenter, hvor havfaldet bliver brugt til fx at dekorere det lokale fitnesscenter. I efterårsferien har vi planer om ’Trash Art’, hvor Peter Michelsen går tur på standen med gæsterne og efterfølgende kreerer forskellige ting ud af de ting, de finder.
Kurt opfordrer andre butiksejere til også at tænke anderledes:
– Der er masser at gøre. Vi kan ikke redde verden, men vi kan gøre en forskel, der både har effekt og bidrager til oplysning. Det vigtige er dog ikke at sætte sig selv op på en piedestal, for så kan man hurtigt blive skudt ned.