Læserbrev af tre gruppeformænd: Mette With Hagensen (A), Hyldehaven 45, 6800 Varde, Annette Blynel (SF) og Lars Mogensen (Ø) – alle medlemmer af regionsrådet i Region Syddanmark.
Region Syddanmark har fået del i regeringens midler til at styrke indsatsen for børn og unge med psykiatriske udfordringer. Opgaven er tydelig: Vi skal nedbringe den alt for lange ventetid. Til det formål har vi modtaget et engangstilskud på 32 mio. kr., som skal anvendes i 2025. Derfor skal vi i gang med at få pengene til at gøre gavn for børn og unge, og det skal være nu.
Forvaltningen har foreslået flere konstruktive tiltag, såsom merarbejdsaftaler med det faste personale, oprettelsen af en friklinik på Grindsted Sygehus og et forsøgsprojekt med en regionsklinik til udredning af ADHD. Det er alt sammen gode forslag, som styrker vores offentlige tilbud, og som kan sættes i gang med det samme. Men her støder vi på en udfordring: Et flertal i regionsrådet ønsker at bruge 5,5 mio. kr. på en aftale med en privat udbyder. Det er vi imod – fordi det ikke er klogt.
Erfaringen viser, at private løsninger ofte er dyrere end det offentlige alternativ. Og vi risikerer, at det er vores dygtige personale i det offentlige, som flytter til det private, og så er vi lige vidt. Samtidig kræver det tid og ressourcer at gennemføre et udbud, og inden det er afsluttet, er året måske gået. Vi risikerer dermed at bruge tiden på papirarbejde, mens børn og unge fortsat venter. Dertil kommer, at der er dokumenterede kvalitetsproblemer hos flere private aktører. Styrelsen for Patientsikkerhed har aktuelt fokus på netop dette område. Det bør vi tage alvorligt.
Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten ønsker ikke at spille hasard med børn og unges psykiatriske behandling. Vi ønsker høj kvalitet og flest mulige behandlinger for pengene, det mener vi, sker bedst og hurtigst ved at øge kapaciteten i vores egen psykiatri.
Ja, det er svært at rekruttere psykiatere. Men vi kan ansætte sygeplejersker, socialrådgivere, SOSU’er og specialuddannede psykologer, som kan bidrage væsentligt til udredningen. De kan ikke ordinere medicin, men det er heldigvis ikke nødvendigt i alle tilfælde.
Vi må ikke lade presset for hurtige løsninger føre os ud i usikre eksperimenter med private aktører. Vi har midlerne, vi har idéerne – og vi har travlt. Børn og unge i mistrivsel skal have hjælp nu, ikke næste år. Derfor siger vi klart nej til at bruge pengene på private klinikker – og ja til konkrete, offentlige løsninger med høj faglighed og hurtig handling.