Klumme af forfatter og klummeskribent, samt byråds- & regionsrådskandidat (M), Vibeke Henriksen, Kolding. Klummen er udelukkende Vibeke Henriksens personlige synspunkt og har intet med Moderaterne at gøre.
Jeg har altid haft et brændende ønske om at gøre en forskel. At hjælpe, hvor jeg kan. At bidrage med noget godt. Men lige så stærk som ønsket er, lige så stor er frygten for ikke at slå til.
For mig har livet altid været en lang opadgående bakke. Fremad, ja – men aldrig let. Jeg er vokset op i en tid, hvor det ikke var unormalt, at der blev drukket lidt mere, end sundhedsmyndighederne anbefalede. Hvor en far, der ofte fik for meget, ikke altid kunne håndtere voksenansvaret. Hvor børn skulle ses, men helst ikke høres. Hvor samtaler ved middagsbordet var få, og interessen for, hvad jeg tænkte og følte, endnu færre.
Så jeg lærte at være stille. At gøre mig usynlig. Men også, at hvis jeg endelig sagde noget, så måtte det hellere være gennemtænkt, så jeg ikke fik en på kassen – bogstaveligt eller i overført betydning.
Fra tavshed til talerstol
Men livet har også været en øvelse i at finde min stemme. At turde bruge den. At mene noget – og sige det højt.
I dag stiller jeg mig op gang på gang. På arbejde, i politiske sammenhænge, til familiefester. Hver eneste gang håber jeg, at det bliver lettere. At nerverne slipper. At jeg en dag bare kan gøre det uden den snigende frygt, uden den lille stemme i baghovedet, der hvisker: Hvad nu hvis du lyder dum? Hvad nu hvis de ikke forstår dig?
For jeg har stadig scenskræk. Uanset om jeg har øvet mig i ugevis eller lige har skimmet mit materiale to minutter før. Uanset om det er en stor forsamling eller en lille intim gruppe. Og når min mand, som egentlig er en god støtte, siger: “Det skal du nok klare”, tænker jeg ofte: “Ja, men det føles ikke sådan lige nu!”
Den evige selvkritik
Og det stopper ikke der. For når jeg har sagt det, jeg skulle sige, analyserer jeg det hele bagefter: Fik jeg formuleret mig klart nok? Burde jeg have sagt det anderledes? Var det dumt at nævne det?
Selv inden jeg træder ud ad døren, kan jeg fange mig selv i at spørge min mand: “Ser jeg pæn ud?” – hvorefter han med sædvanlig nordisk underspillethed svarer: “Tjaa, det er okay.”
Og så har jeg pludselig en ny bekymring at tage med mig: Burde jeg have taget en anden kjole på?
Et nyt perspektiv
Men midt i alle mine usikkerheder stopper jeg også op og griner lidt ad mig selv. For når jeg ser på andre, er jeg jo aldrig så kritisk. Jeg ser dem som de mennesker, de er – ikke som en samling fejl og usikkerheder.
Så hvorfor er jeg ikke lige så venlig over for mig selv?
Måske er det næste skridt på min rejse ikke kun at turde stille mig op – men også at turde stole på, at det, jeg siger og gør, er godt nok. At jeg ikke skal være perfekt, men bare være mig.
For selvom vejen har været op ad bakke, så har den også altid ført fremad.
