Beierholm i Kolding gjorde fredag den 7. marts en farverig gestus ved at bytte de nystrøgne skjorter ud med kulørte fodboldtrøjer til fordel for FodboldtrøjeFredag.
Den landsdækkende indsamlingsdag til fordel for Børnecancerfonden fik et stort bidrag fra virksomheden, som for fjerde år i træk støttede op om sagen. I år nåede donationen en rekordstor sum på 198.000 kroner takket være medarbejdernes generøse bidrag, som Beierholm fordoblede.
FodboldtrøjeFredag beviste hos Beierholm i Kolding, at fodbold ikke kun skaber rivalisering, men også fællesskab. Medarbejderne deltog med stort engagement, iført fodboldtrøjer fra deres favorithold, samlet om at støtte Børnecancerfonden. Aktiviteter som selfie-session, jongleringskonkurrence og gavmilde donationer prægede dagen.
-Vi er utrolig stolte af, at kunne støtte Børnecancerfonden endnu en gang, og det er fantastisk at se, hvordan vores medarbejdere engagerer sig. FodboldtrøjeFredag er en lejlighed til at samles, gøre en forskel og vise, at vi som virksomhed står sammen om at støtte børn og familier, der kæmper mod kræft, fortæller administrerende direktør, Søren V. Pedersen, i en pressemeddelelse.
Beierholm indsamlede i alt 99.000 kroner på landsplan, fordelt på 42 kontorer, som blev matchet af virksomheden, så den samlede donation til Børnecancerfonden løb op i imponerende 198.000 kroner. En fantastisk bedrift for en hjertevarm sag.