Sydøstjyllands Politi og kommunerne i politikredsen – herunder Kolding Kommune – er gået sammen om en ny oplysningskampagne rettet mod forældre og skolebørn: Kend reglerne for el-cykler og el-løbehjul.
For mange børn og unge er el-cykler og el-løbehjul blevet en naturlig del af hverdagen, når de skal til og fra skole. Sydøstjyllands Politi oplever, at reglerne for disse elektrificerede køretøjer ikke altid overholdes.
Derfor lancerer politiet i samarbejde med kommunerne og skolerne i politikredsen – Kolding, Horsens, Vejle, Skanderborg, Billund, Fredericia og Hedensted – en oplysningskampagne for at gøre forældre og deres børn klogere på reglerne.
Forældre spiller en vigtig rolle
El-cykler og el-løbehjul er blevet en fast del af hverdagen for mange børn og unge, og det forstår vi godt! De er sjove, hurtige og en nem måde at komme rundt på. Men det er også vigtigt at kende reglerne, så turen bliver både tryg og sikker.
Sydøstjyllands Politi har udarbejdet et overblik over reglerne for el-cykler og el-løbehjul, så det bliver nemt at træffe de rigtige valg derhjemme. Kampagnen, som igangsættes i uge 11, fokuserer på, hvilke el-køretøjer der er lovlige, og hvilke der ikke må bruges på offentlige veje.
For eksempel må almindelige el-cykler have en maksimal hastighed på 25 km/t, mens speed pedelecs – en speciel kategori af el-køretøjer – kan køre op til 45 km/t, men kræver både kørekort og hjelm. El-løbehjul har også særlige krav til hastighed, lys og reflekser. Ud over sikkerhedsrisici kan det have økonomiske konsekvenser at køre på et ulovligt el-køretøj, da det kan resultere i bøder eller endda konfiskation af køretøjet.