Kolding Netavis

Frihed forpligter

Elo Christoffersen
Nikolaj Steffenauer og Gitte Grønbæk. Privatfoto.

Læserbrev af Nikolaj Steffenauer (LA Kolding), spidskandidat til Kolding Byråd, Vestervænget 1a, 6000 Kolding og Gitte Grønbæk (LA), byrådsmedlem i Kolding, Fynslundvej 41, 6064 Jordrup.

Frihed forpligter – og vi har et ansvar for hinanden, I Liberal Alliance tror vi på frihed. Men frihed står aldrig alene. Med frihed følger ansvar – for os selv, for hinanden og for det samfund, vi er en del af.

For os handler politik ikke om at skære ned for at skære ned. Det handler om at bruge ressourcerne klogt, så vi sikrer den bedst mulige velfærd for dem, der har brug for den. Vi vil have en kommune hvor vi investerer i velfærd, der virker – ikke i bureaukrati og unødvendige mellemled.

En stærk velfærd handler ikke om at bruge flest penge, men om at bruge dem rigtigt. Når vi fjerner unødvendige sagsgange, har vi råd til reel velfærd. Vi vil sikre, at hjælpen når frem til dem, der har brug for den, og at borgerne har friheden til selv at forme deres liv uden at skulle kæmpe mod et tungt system.

Vi står fast på, at kernevelfærden skal være stærk. Vi skal kunne regne med den, når vi har brug for den. Men vi vil ikke acceptere, at ineffektivitet og bureaukrati står i vejen for de bedste løsninger. Vi vil tage ansvar for at sikre en velfærd, der er bæredygtig – ikke bare i dag, men også i fremtiden.

Liberal Alliance kæmper for en kommune, hvor frihed og fællesskab går hånd i hånd. Hvor vi ikke bare bevarer det bestående, men skaber noget bedre.

Vi tager ansvar – ikke kun for os selv, men for hinanden. For det er i sidste ende det, der betyder noget.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel