Efter en omfattende udvælgelsesproces er Kolding Kommune valgt som én af i alt tre samarbejdskommuner i et nyt, banebrydende nationalt madprojekt. Målet er at inspirere børnefamilier til at ændre madvaner med udgangspunkt i De officielle Kostråd.
Med en bevilling på 18,3 mio. kroner fra Nordea-fonden og 28,9 mio. kroner fra Novo Nordisk Fonden vil den nye ambitiøse treårige indsats “Smag dig frem – gør Danmark grønnere”, give mere end en halv million danske børnefamilier appetit på sundere og mindre klimabelastende madvaner med grønnere og sundere mad på tallerkenen. Bag indsatsen står Fødevarestyrelsen, Forbrugerrådet Tænk og Madkulturen.
Gennem indsatsen vil børnefamilier i hele landet møde sund og grøn inspiration flere forskellige steder i hverdagen – fra det lokale supermarked og kantinen til idrætsklubben og madkundskabslokalet. DR vil parallelt sætte fokus på madkulturen i Danmark, både nu og i fremtiden.
Ideen til projektet udspringer blandt andet af, at rigtig mange danskere er i tvivl, når det handler om både at købe og lave mad, som tager hensyn til sundhed og klima. Derfor kræver det en indsats fra rigtig mange sider, hvis man som travl børnefamilie skal ændre, hvordan man køber ind og laver mad.
Kan hjælpe børnefamilier – også i en travl hverdag
Arne Astrup, direktør for afdelingen for ernæringsforskning og overvægt i Novo Nordisk Fonden, ser frem til, at indsatsen kan hjælpe flere børnefamilier med at indfri deres ønske om at spise både sundere og grønnere – også i en travl hverdag:
-Mange vil gerne erstatte noget af kødet med grønne retter. Men det kan være en stor udfordring at omsætte de gode intentioner til hverdagen, når man skal sammensætte et grønt måltid med for eksempel linser og bønner og få det til at smage så fantastisk, at man glemmer kødet. Samtidig skal man have alle de vigtige næringsstoffer med. Det kræver nogle nye færdigheder indenfor indkøb og madlavning, som dette projekt kan få ud til danskerne – især til de travle børnefamilier, fortæller Arne Astrup i en pressemeddelelse.
Passer perfekt til fokus på et bæredygtige fødevarer
I Kolding ser borgmester Knud Erik Langhoff (C) et stort potentiale i projektet og glæder sig til, at indsatsen kommer til at gøre en forskel for tusindvis af børnefamilier i kommunen:
-I Kolding glæder vi os over at være en del af denne ambitiøse indsats, der passer perfekt til vores mangeårige fokus på at fremme et mere bæredygtigt lokalt fødevaresystem. Med initiativet ‘Smag dig frem’ får vi en unik mulighed for at engagere børnefamilier på en helt ny måde, der kan accelerere bevægelsen mod en bæredygtig madkultur. Vi ser frem til at præge den nationale dagsorden gennem projektet og håber samtidig at kunne inspirere andre kommuner.
Udover Kolding er Slagelse og Svendborg Kommuner udvalgt som samarbejdskommuner.
Forskellige lokale og nationale aktiviteter
“Smag Dig Frem – gør Danmark grønnere” består af forskellige aktiviteter på tværs af kommunen og involverer en lang række aktører i hele kommunen, som betyder, at børn og forældre i Kolding kommer til at møde grøn og sund mad i skolen, i SFO’en, på arbejdspladsen, gennem tilbud i fritiden og i supermarkedet i løbet af en normal dag. Alle lokale aktiviteter udvikles i samarbejde med medarbejdere, elever, supermarkeder, frivillige og familier fra kommunen.
Noget af det, der allerede er i støbeskeen, er et madkundskabsforløb med fokus på grønne vaner på otte af kommunens folkeskoler. Som en del af forløbet vil skolerne deltage i Danmarksmesterskaberne i Madkamp. I udvalgte lokale supermarkeder bliver det nemmere for kunderne at lægge sunde og grønne varer i indkøbskurven.
På fem udvalgte arbejdspladser bliver køkkenmedarbejdere i personalekantinen klædt på til at inspirere med grønne og sunde retter og i udvalgte boligområder kan børnefamilierne komme på madkurser og lære nye tricks til at komme godt i mål med børnene i køkkenet. Endelig kommer der aktiviteter i udvalgte frivillige foreninger, hvor maden og måltidet bliver en fællesskabende aktivitet.
Til inspiration for landets øvrige kommuner
Og netop indsatsens bidrag til at styrke fællesskaber i hver af de tre samarbejdskommuner er for Nordea-fondens uddelingschef, Christine Paludan-Müller afgørende, hvis vi skal lykkes med at ændre danskernes madvaner på tværs af arenaer, aktører og aldre:
-Vi er stolte af at støtte dette projekt, som både vil bruge maden som et fælles tredje, og samtidigt inspirere og motivere børnefamilier til at lave sund og grøn mad. Projektet vil udvikle og teste en multikomponent indsats, som møder børnefamilierne, hvor de er i både skole, arbejde, fritid, hjemmet, på de sociale medier samt i indkøbssituationen. I Nordea-fonden støtter vi det gode liv. Vi har ikke opskriften, men vi tror på, at Smag Dig Frem har de nødvendige ingredienser for at styrke sunde, grønne madfællesskaber, siger Christine Paludan-Müller.
Målet er, at projektets resultater, sammensætningen af aktiviteter og lokale erfaringer fra blandt andet Kolding Kommune vil tjene som inspiration for landets øvrige kommuner i forbindelse med at give danske børnefamilier appetit på en mindre klimabelastende mad- og måltidskultur med grønnere mad på tallerkenen.