Klumme af klummeskribent og forfatter Vibeke Henriksen, Kolding.
Jeg kunne ikke undgå at overhøre, hvordan min mand grinede, mens han snakkede med sin kammerat.
“Ja, hun kan snakke, det kan jeg love dig!”, sagde han med et grin, og jeg kunne næsten høre den kærlige irritation i hans stemme.
Jeg kunne ikke lade være med at smile. Lad mig præsentere mig selv: Jeg er en skøn kvinde med en humor, der kan få selv de mest grumpy mennesker til at grine. Min mand kalder mig kærligt “papegøjen.” Hvis han skulle introducere mig, ville det lyde noget i retning af: “Her er min vidunderlige kone, som har det sjældne talent at snakke så meget, at jeg sjældent behøver at stille spørgsmål.”
Og ved du hvad? Jeg vælger at tage det som et kæmpe kompliment! Det er jo en kunst at kunne fylde vores liv med historier, så min mand slipper for at spørge: “Hvordan har din dag været, skat?” For jeg har allerede givet en tv-forestilling om alt fra min spændende morgenkaffe til naboens kat, der besluttede sig for at jagte min schæferhund over vejen og hjem igen – ja, det skete faktisk!
Min stakkels mand siger ofte, at han har været så heldig at gifte sig med en papegøje. Men ikke bare en hvilken som helst papegøje; nej, jeg er den, der har fået en god dosis koffein! Jeg kan snakke om alt fra de nyeste dramaer i influencer-land til opdagelserne i vores nabolag. “Kender du det nye par, der er flyttet ind overfor?” spørger jeg. “Ja, skat, du har fortalt mig det tre gange,” svarer han med et grin. Men hey, man ved aldrig, hvornår en god historie kan ændre sig – derfor er det vigtigt at holde sig ajour!
Så ja, kald mig papegøjen, men husk, at hver gang jeg åbner munden, er det ikke bare snak – det er en hel verden af underholdning og kærlighed, der strømmer ud! Min teori? Jeg er født med et kvinde-gen, der gør, at jeg snakker mere end en papegøje i krise. Hvis jeg ikke snakker, er det kun to ting, der kan ske: Enten er jeg dybt koncentreret om at skrive en tekst (ja, jeg læser dem højt for mig selv – hvem ellers skal nyde dem?), eller også er jeg blevet ramt af en usædvanlig form for mundlammelse. Spoiler alert: Det første er langt mere sandsynligt!
Mine kære mand, familie og venner har lært, at en god dosis “ørero” en gang imellem er sundt for sjælen. De ser det som en form for meditation – “Åh, mor taler igen, lad os finde vores indre zen.” Det, de ikke ved, er, at alt, hvad jeg siger, er livsvigtigt. Hvis de ikke lytter, skal jeg jo bare gentage mig selv. Og så ender jeg med at lyde som en radio, der er gået i stå med den samme sang. “Og som jeg sagde før… og før… og før…”
Men lad os være ærlige: Nogle gange skal man bare grine af sig selv. I mit tilfælde er jeg blevet en menneskelig megafon. Der er endda dage, hvor jeg overvejer at investere i en mikrofon – så kan jeg holde en TED Talk i stuen, mens børnene bygger Lego, og min mand prøver at finde ro i sofaen. “Kære, kan du høre mig nu?”
Budskabet er klart: Vi kvinder (og ja, mænd også – I har bare ikke den samme medfødte taletid) skal huske at tage os selv lidt mindre seriøst. For selvom vi måske lyder som en gentager, der er stuck i et loop, så bunder det hele i kærlighed. Og hvis vi snakker meget, er det nok fordi, vi har så meget på hjerte.”
