Kolding Netavis

Restaurant åbner i Kolding: Missionen er at bekæmpe madspild

Elo Christoffersen
Restaurant Nögen åbner i Kolding. Foto: Restaurant Nögen/Facebook.

Kolding får snart en ny restaurant i midtbyen. En restaurant, der laver mad ud fra konceptet om, at bekæmpe madspild.

Et ny spisested, Restaurant Nögen, åbner på Jernbanegade 13 i Kolding med en unik tilgang til gastronomi. Restauranten er grundlagt på ideen om at skabe en gastronomisk oplevelse, der forener kvalitet, ansvarlighed og godt håndværk. Centralt for konceptet er brugen af lokale overskudsråvarer og en målsætning om at minimere madspild. Restaurant Nögen findes allerede i Aarhus og Vejle – og snart også i Kolding.

Missionen for Restaurant Nögen er at tilbyde gæster en unik spiseoplevelse uden et fast menukort, hvilket lover variation og overraskelser ved hvert besøg. Udover de lækre retter vil gæsterne også kunne nyde bæredygtige cocktails og mocktails hos Bar Nögen – en del af Restaurant Nögen, hvor folk kan samles og hygge sig i behagelige omgivelser.

Hvorfor har I valgt at åbne i Kolding?

-Vi har valgt at åbne i Kolding, fordi byen har en fantastisk dynamik og et stort potentiale. Kolding er kendt for sin stærke erhvervsstruktur, sit rige kulturliv og en mangfoldig befolkning, som vi ser frem til at være en del af. Vi ser også en mulighed for at bidrage til væksten i byen og skabe større interesse for Koldings centrum ved at tilføje en ny og spændende spiseoplevelse. Jernbanegade 13 er desuden en central placering, der giver os mulighed for at være tæt på byens puls og let tilgængelige for både lokale og besøgende, fortæller indehaver Frederik Nørgaard til Kolding Netavis.

Hvilken slags mad kan gæster forvente hos jer?

-Vores koncept er bygget op omkring en mission om at bekæmpe madspild – og det gør vi ved at forvandle råvarer, der ellers ville gå til spilde, til gastronomiske oplevelser. Vi arbejder med skæve grøntsager, bifangst, fejl-pakninger og alternative udskæringer af kød. Ud fra disse råvarer sammensætter vores dygtige køkken hver uge nye serveringer, der varierer alt efter, hvad vi får ind. Vores bartendere bidrager også til missionen ved at skabe cocktails, mocktails og juice af nedfaldne eller beskadigede frugter og grøntsager, siger Frederik Nørgaard.

Konceptet er social dining, hvilket betyder, at maden serveres som små delevenlige anretninger. Gæsterne skal blot vælge mellem en af restaurantens tre menuer, så sørger kokken for resten.

Frederik Nørgaard forventer, at Restaurant Nögen åbner den 1. april.

Restaurant Nögen åbner i lokalerne, der tidligere husede Zwei Grosse Bier Bar i Kolding. Foto: Google Streetview.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel